I dag, den 22. oktober, vil en række indbudte økonomer forklare Folketingets skatteudvalg, hvordan topskatten påvirker dansk økonomi. Nogle af dem har beregnet, at en afskaffelse af topskatten er vejen frem. Men reelt er der tale om usikre modelkonstruktioner. Den eneste sikre konsekvens er større ulighed.

Af Jesper Jespersen og Nils Enrum

I dag afholder Folketingets Skatteudvalg en eksperthøring om »de dynamiske effekter af lettelser i marginalskatterne – herunder i topskatten«. Baggrunden er sommerens debat om et fantastisk facit fra tre danske økonomer. De har beregnet, at det pga. såkaldt »dynamiske effekter« er muligt at forbedre den offentlige saldo ved at afskaffe topskatten: Lavere skattesats, flere penge i statskassen!

Det lød for godt til at være sandt, og det var det heller ikke, mente chefen for Finansministeriets afdeling for økonomisk politik, Lars Haagen, som fastholder at det ville forværre statsfinanserne. To af de tre økonomer bag det glade skattebudskab er vismænd i spidsen for Det Økonomiske Råd (DØR), som sjældent er fagligt uenige med Finansministeriet. Hvad kan vi så regne med? spørger Skatteudvalget med rette i dag.

Begrebet dynamiske effekter i samfundsøkonomien er ikke entydigt defineret, men som hovedregel opgøres den dynamiske effekt af f.eks. en lovændring ved at beregne den samlede ændring i nationalproduktet (BNP), som lovændringen fører til hen over årene. Den dynamiske effekt vil derfor også påvirke beskæftigelsen og de offentlige finanser, der begge påkalder sig stor politisk opmærksomhed.

Dynamiske effekter findes altså ikke kun i forbindelse med ændringer i skattesatser. De opstår i princippet, hver gang man skruer på økonomien eller den får stød udefra.

Udbuddet af arbejdskraft

I den seneste halve snes år har regeringer og deres økonomiske rådgivere været meget optaget af at øge udbuddet af arbejdskraft og primært interesseret sig for strukturreformer på arbejdsmarkedet frem for at styrke økonomiens efterspørgselsside. Som Jørgen Goul Andersen konkluderer i sin bog Krisens Navn, har disse indgreb medvirket til, at krisen i dansk økonomi er trukket ud.

Opgørelsen af dynamiske effekter er meget usikker og afhænger i høj grad af, hvilken økonomisk model man benytter, og desuden af, om situationen man analyserer er præget af høj- eller lavkonjunktur.

Ved beregningen af effekterne af en reduceret topskat benytter både Finansministeriet og ’vismændene’ en økonomisk model, hvor det som udgangspunkt er antaget, at der altid er ligevægt på arbejdsmarkedet med en konstant lav arbejdsløshed. Det indebærer, at en stigning i udbuddet af arbejdskraft antages at kunne finde beskæftigelse i løbet af få år. I denne model stiger så produktion og indkomst, og det forbedrer de offentlige finanser.

Men hvis reformerne gennemføres i en situation med lavkonjunktur og stor arbejdsløshed, vil udbudseffekterne være beskedne – dog afhængige af konjunkturen i udlandet.

Negativ effekt

Kilde: Danmarks Statistik, Stat. Efterretninger aug. 2014

Som det fremgår af figuren har konjunkturudviklingen i Danmark været mildt sagt svag sammenlignet med EU set under ét og USA. Det taler i sig selv imod at nære store forhåbninger til dynamiske udbudseffekter. De arbejdsmarkeds- og dagpenge- og efterløns- og skattereformer, som er gennemført i de seneste 6-8 år har da heller ikke sat sig spor i figuren. Tværtimod kan sådanne reformer gennemført i en lavkonjunktur have en direkte negativ effekt. Det skal ses i sammenhæng med, at reformer, som øger uligheden i samfundet, mindsker efterspørgslen, idet forbrugskvoten er størst i husholdninger med lav indkomst. Ændres indkomstfordelingen til fordel for de højeste indkomster, som det bl.a. sker ved reduktion af topskatten, vil det have en forbrugsdæmpende virkning, altså en negativ dynamisk effekt.

I økonomiske krisetider er det de dynamiske efterspørgselseffekter, der dominerer – ikke mindst hvis flere samhandelslande er i krise på samme tid. Det har bl.a. fået Den Internationale Valutafond (IMF) til at revurdere sine hidtidige beregninger: I den aktuelle fælles europæiske lavkonjunktur er de dynamiske effekter på efterspørgslen (multiplikatoreffekten) af offentlige udgifter betydeligt større end hidtil antaget, og de offentlige besparelser i mange lande på samme tid har tilsammen forlænget krisen, konkluderer IMF.

Hertil kommer, at der i en lavkonjunktur er stor forskel på effekten af ændrede skatter og effekten af offentlige investeringer. Formue-, bolig- og topskat giver det offentlige indtægter, men den negative effekt på forbruget er beskeden. Sammenlignet hermed har målrettede offentlige udgifter en større positiv dynamisk effekt pr. krone.

Atypiske data

En af eksperterne i dagens høring er vismand Claus Thustrup Kreiner. Sammen med Jakob R. Munch og overvismand Hans J. Whitta-Jacobsen er han forfatter til den artikel som udløste sommerens debat og kan derfor fortælle om den nyfundne udbudseffekt, som ifølge artiklens model kan gøre en afskaffelse af topskatten selvfinansierende.

Vi har før hørt, at en lavere topskat vil få personer med høj indkomst til at udbyde mere arbejdskraft. Den effekt er dog omdiskuteret, fordi en højere indkomst efter skat også giver mulighed for at holde mere fri.

Den ny effekt, som de tre økonomer argumenterer for, er, at en lavere topskat motiverer til hyppigere jobskift i forsøg på at få et bedre aflønnet job. Datagrundlaget, der understøtter disse nye resultater, er dog atypisk. Det stammer fra 2004-2006, da højkonjunkturen brølede derudad, og både beskæftigelse og lønninger steg af andre årsager. Vi står derfor med det ubesvarede spørgsmål, om den nye effekt har gyldighed i krisetider og lavkonjunktur. Hvordan kan man vide, om det var udbuds- eller efterspørgselseffekterne, der forårsagede opgangskonjunkturen? Det spørger Skatteudvalget forhåbentligt eksperterne om i dag.

Et rundt nul

Et andet spørgsmål er, hvorfor de dynamiske effekter, hvis de altså afspejler virkeligheden, ikke har sat sig større spor siden krisen. Hvor skulle jobbene komme fra? Her er standardsvaret, at øget udbud af arbejdskraft virker løndæmpende, således at konkurrenceevnen forbedres og dermed skulle eksporten stige.
Den effekt ses allerede i statistikken: Dansk eksport har klaret sig nogenlunde som det europæiske gennemsnit, og betalingsbalancen udviser et stort overskud. Men stigningen i eksporten har ikke kunne opveje tilbagegangen i forbrug og investeringer. Nettoeffekten har indtil nu stort set været et rundt nul, målt på produktion og beskæftigelse.

Anderledes ser det ud i Finansministeriets model, hvor eksporten buldrer af sted, og både forbrugs- og investeringskvoter er forøget betragteligt i forhold til det aktuelle niveau. Så i modellen er der allerede indregnet store dynamiske effekter.

Troen på de dynamiske udbudseffekter og på, at f.eks. en lavere topskat vil bidrage til at få dansk økonomi på ret køl, er således ikke baseret på sikker viden, men på en modelkonstruktion, der ’overser’, at så længe dansk økonomi stagnerer, vil udbudseffekterne være beskedne, og det vil være udviklingen i efterspørgslen, der helt overvejende bestemmer produktion og beskæftigelse.

Efterspørgslen stiger ikke automatisk som følge af et øget udbud. Det kan tage et årti eller to at nå fuld beskæftigelse ad den udbudsøkonomiske vej. Alligevel styres og rådgives der, som om opsvinget er lige om hjørnet, og at der om få år vil være mangel på arbejdskraft. Denne illusion har ført til den stribe af reformer, der har øget uligheden, mindsket efterspørgslen og dermed trukket krisen i langdrag.
Jesper Jespersen er professor på Roskilde Universitet
Nils Enrum er lektor på Professionshøjskolen Metropol

Teksten er bragt som kronik i Information den 22. oktober 2014