Regeringen fører kriseforlængende politik. Det er den kontante udmelding fra professor Jørgen Goul Andersen, der i bogen “Krisens navn” tager temperaturen på den økonomiske krise i Danmark.
Den nuværende periode i Danmark tegner til at blive den længste danske periode med nulvækst siden 1820, og vores økonomiske krise er længere og dybere end i nabolandene. Krisen tegner til at overgå den finske krise og Japans ’tabte årti’ i 1990’erne. Men hvordan kan det lade sig gøre i et land med rekordoverskud på betalingsbalancen og sunde statsfinanser? Hvad er gået galt?
Jørgen Goul Andersen stiller i bogen spørgsmålene: Har krisen fået et forkert navn? Er konkurrenceevnen Danmarks mest påtrængende problem? Eller er det konsolideringskrisen oven på bolig- og kreditboblen, der bristede?
Bogen bygger på udførlige internationale sammenligninger, der viser, at eksporten er det eneste, der har klaret sig nogenlunde sammenlignet med andre lande. Det er den indenlandske efterspørgsel, der har svigtet i Danmark. Konkurrenceevnen er dermed fejlagtigt udråbt som Danmarks mest påtrængende problem, og regeringen har tilsyneladende glemt konsolideringskrisen oven på bolig- og kreditboblen, der bristede.
Reformpolitik og krisebevidsthed sigter mod at styrke konkurrenceevnen. Navnlig på sigt. Men begge dele forværrer konsolideringskrisen, så den trækker ud, mens man forgæves venter på et opsving fra udlandet.
Den nuværende krise kræver derfor ikke – som i 1980’erne – at livremmen skal spændes ind og konkurrenceevnen forbedres. I dag er den stramme livrem faktisk en del af problemet!