Af Nils Enrum*

Den planlagte traktat mellem EU og USA vil gavne dele af erhvervslivet, men de økonomiske gevinster til folket kan med sikkerhed siges at være ekstremt usikre og relativt små

I bogen The Future beskriver forhenværende vicepræsident Al Gore, hvordan big business i USA har smadret demokratiet. Lobbyisterne flokkes ikke længere om de folkevalgte for at fremme en sag. De sidder med ved bordet og skriver paragrafferne selv. Eller afleverer en usb-nøgle med den rigtige tekst.

Det blev jeg mindet om, da jeg læste diverse rapporter om planlægningen af en aftale mellem USA og EU om »handel og investeringer«, TTIP. De store lobbyorganisationer synes at spille en betydelig rolle i projektet.

Som beskrevet i Informations aktuelle serie drejer TTIP sig om at reducere handelshindringer mellem USA og EU, både told og ikketoldmæssige hindringer, de såkaldte non-tariff barriers (NTB). En NTB er noget, som regulerer markedet – f.eks. et mærkningskrav. Enhver regel, som hindrer erhvervene i at gøre, som det passer dem, anses for en handels-hindring – altså ikke kun regler, der diskriminerer udenlandske producenter, men også generelle regler for alle.

Den slags regler har et formål, og modsætningen mellem regelstyring og markedskræfternes ’frie’ spil søges i EU-Kommissionens fremstilling udvandet til at dreje sig om en »harmonisering« af de regler, som er forskellige i USA og EU.

Om det skal ske ved at enes om den mest eller den mindst restriktive af to forskellige regler, undgår man så vidt muligt at præcisere. Men projektets logik peger klart i retning af mindre regulering af markedet. Et nøglebegreb er ’gensidig anerkendelse’ af de to parters regler, og det vil i praksis være en accept af den mindst restriktive udgave.

EU-Kommissionen har bedt Centre for Economic Policy Research (CEPR) udrede aftaleskitsens økonomiske konsekvenser. I sin konklusion fremhæver den internationale tænketank, at det er indsatsen mod NTB’er, som er det økonomisk afgørende, og som rummer »et enormt potentiale«.

Ved hjælp af den generelle ligevægtsmodel, GTAP, (en international fætter til den danske DREAM-model) regner CEPR på den antagelse, at den offentlige regulerings grus i markedsmaskineret kan reduceres med over 25 procent inden 2027 ved en »ambitiøs« indsats. Samt at al told mellem EU og USA fjernes (ikke helt en bagatel i forhold til EU’s landbrugspolitik).

Den »ambitiøse« TTIP-aftale vil forøge USA og EU’s udenrigshandel relativt meget: 28 procent løftes EU’s eksport til USA i 2027, og USA’s eksport til EU vokser med 37 procent. Alligevel øges BNP med blot 0,48 procent (EU) og 0,39 procent (USA), og det skyldes, dels at de to handler med andre end hinanden, dels at også importen vokser, og det reducerer BNP.

Desuden øges lønniveauet med 0,5 procent, både for ufaglærte og faglærte (i 2027). En familie på fire i EU vil få gennemsnitligt 545 euro ekstra i årsindkomst efter skat, hedder det i en pædagogisk sammenfatning. (Det fremgår ikke, om der tænkes på en enlig forsørger med tre børn).

Prisen på en regel om støjværn

Ud over disse gyldne udsigter rummer facit også grønne skove, fordi aftalens CO2-effekter og forbrug af naturressourcer er negligible, det vil sige ubetydelige. Det kan overraske, da handlen over Atlanten samtidig stiger 28-37 procent. Argumentet er, at TTIP mindsker spildte kræfter (på regulering) og dermed ressourceforbruget.

Den økonomiske model kan ikke selv beregne effekten af at ændre konkrete normer, påbud, retlige procedurer og lignende. Beregningerne kræver derfor, at hver enkelt NTB først oversættes til en omkostning. Ikke nogen nem opgave, for hvad er den fordyrende effekt af en regel – f.eks. et krav om støjværn? Opgaven er dog løst i 2009 af det internationale konsulentfirma Ecorys, og CEPR baserer sig her på Ecorys’ resultater, som blandt andet stammer fra lobbyorganisationerne Trans-Atlantic Business Council, Business Europe, US Chamber of Commerce, samt Transatlantic Policy Network, der som æresformand har Goldman Sachs’ bestyrelsesformand og direktør, Peter Sutherland. Forhåbentlig har disse organisationers partsinteresser ikke påvirket vurderingen af ’prisen på en NTB’ og dermed beregningsforudsætningerne.

Så lidt, at det ikke kan ses

At TTIP fører til højere lønninger på langt sigt, må tages med forbehold. I ligevægtsmodellens verden er der altid fuld beskæftigelse og en konstant arbejdsstyrke, så en stigende produktivitet og BNP ender med at presse lønnen op. Men i den virkelige verden vil effekten afhænge af arbejdsløshedsniveau og forholdene på arbejdsmarkederne i 2027 og derefter.

De seneste årtiers udvikling i USA viser klart, at produktivitetsgevinster ikke nødvendigvis betyder højere løn til menige ansatte.

Til gengæld kan der være beskæftigelse forbundet med den beregnede stigning i BNP, og det fremhæver EU’s handelskommissær Karel de Gucht som et af de primære formål.

»Det vil betyde flere hundrede tusinde job,« sagde han i en tale i marts. »Det er den billigste økonomiske stimulans, man kan forestille sig.«

At han tror, krisen varer ved til 2027, er interessant. Men flere hundredetusinde job om 14 år er ikke meget i et EU med 500 millioner indbyggere med en skævt fordelt arbejdsløshed på 26 millioner.

Økonomiske stimulanser måles som regel på bidraget til væksten i BNP. 0,48 procent over 10 år svarer til at øge den årlige vækst med 0,048 procent, det vil sige så lidt, at det ikke kan ses i Danmarks Statistiks opgørelse af den økonomiske vækstprocent, som angives med én decimal.

Desuden er tallet et gennemsnit af plusser og minusser, med vækst til nogle og tab til andre. I modelberegningerne reduceres handelshindringerne smukt og parallelt i alle erhverv, men sådan går det næppe i de rigtige forhandlinger, som vil løbe ind i stigende modstand i takt med, at det bliver muligt at identificere lande og erhverv, for hvem aftalen vil have negative følger. Det ambitiøse scenarie vil da gradvist forekomme mindre sandsynligt.

Plus/minus 800

Det er vel derfor, at vi nu får serveret de ’545 euro til hver familie i EU’ som lokkemad. Det er set før. Prisen for et nej til EF i 1972 blev opgjort i dagligvarer: Et kilo bananer: JA: kr. 3,50 kroner; NEJ: kr. 4,40 kroner.

I samme stil angives CEPR’s og EU-Kommissionens konklusioner med en præcision, som står i skærende kontrast til den usikkerhed, der knytter sig til dem. Alle de mange tal har tre eller fire betydende cifre (BNP i 2027 stiger 119,2 milliarder euro). Intet sted nævnes usikkerheden.

En kritisk tilgang til den økonomiske side af sagen kunne være at kræve følsomhedsberegninger, som viser effekten af ændringer i udvalgte nøgleforudsætninger. En ændring i dollar/euro-kursen kunne være en af dem. Så ville sloganet måske ende som 545 euro til hver familie om 14 år, plus/minus 800 euro. Den økonomiske udredning har flotte ord om enorme potentialer og ekstra milliarder til velstand og højere løn, men tallene er små og usikre.

Derfor bør vi flytte fokus, når nu selv de positivt indstillede økonomer, konsulenter og lobbyister når frem til, at selv den mest ambitiøse traktat vil have mikroskopiske virkninger på gennemsnitsøkonomien.

Det kritiske lys bør rettes mod de politiske aspekter: Hvilken gavn har skatteyderne af, at en traktat giver virksomheder mulighed for at sagsøge stater, der hæmmer deres forventede indtjening? Ønsker vi mere eller mindre regulering med henblik på miljø, velfærd og sundhed? Ønsker vi at knytte os tættere til specielt USA, hvor erhvervs- og finanskapitalen, med Al Gores ord, har smadret demokratiet?

Nils Enrum er cand. polit. og lektor på Professionshøjskolen Metropol

Bragt som kronik i Information den 20. november 2013