De dynamiske effekter efter skattelettelser er usikre. Derfor bør politikerne være varsomme med at indregne et større arbejdsudbud

Af cheføkonom Frederik I. Pedersen, 3F,
cheføkonom Thomas Søby, Dansk Metal,
cheføkonom Allan Lyngsø Madsen, LO og
cheføkonom Ole Just, HK

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) og CEPOS debatterer i øjeblikket, hvor stor usikkerhed der er forbundet med dynamiske effekter efter lettelser af især topskatten. Spørgsmålet er højaktuelt og har overordentlig stor betydning for, hvordan skattelettelser påvirker de offentlige finanser.

I dag indregnes dynamiske (arbejdsudbuds)effekter således som sikre penge i Finansministeriets og Skatteministeriet opgørelser – også i det år, skattelettelsen gives. Det sker, selv om det helt åbenlyst er ganske svært for langt de fleste at ændre arbejdsudbuddet med meget kort varsel. Også selvom man skulle ønske det.

Samtidig er ”regnereglen” for de dynamiske effekter baseret på 20 år gamle data, fra et 15 år gammelt studie, hvor konklusionerne end ikke er krystalklare.

Der er kompliceret at måle dynamiske effekter, men vi har langt bedre mulighed i dag efter oprettelsen af det såkaldte e-indkomstregister, hvor hver eneste lønmodtager i landet siden 2008 har fået indrapporteret både løn og arbejdstid hver eneste måned.

Dermed kan der måles på, hvordan indkomsten ændrer sig i forbindelse med skatteændringer, men det dækker dog ikke kun effekten fra arbejdsudbuddet, men også indkomstflytning, skatteunddragelse, produktivitetsforbedringer mv. Og det er kun effekterne på arbejdsudbuddet, der kan bruges som finansiering af skattelettelser.

Efter den mærkbare sænkelse af marginalskatten i 2010 (”forårspakke 2.0”) har et dansk studie fra 2014, baseret på netop e-indkomstregistret, ikke fundet belæg for, at arbejdsudbuddet øges på kort sigt, når topskatten sættes ned. Den målte, ringe effekt var forårsaget af udskudt løn eller bonus til et senere tidspunkt, hvor den lavere skattesats var gældende.

Farlig kurs
Derfor er regeringen på farlig kurs, når man i forbindelse med finansloven for 2016 kun noterer et provenutab på 2,5 mia. kr. – trods skattelettelser på 3,9 mia. kr. – og argumenterer med tilbageløb og dynamiske effekter.
Hvis de knap 1½ mia. kr. ikke kommer i kassen vil regeringens skattestop samt budgetloven, der også holder kommunernes økonomi i stram snor, medføre, at der i stedet skal skæres i udgifter til forskning, uddannelse eller kernevelfærd.

Der er altså ikke med skattelettelser, som i alle mulige andre sammenhænge, tale om en traditionel krone-til-krone finansiering, fordi der regnes med dynamiske effekter. Det virker som en farlig måde at regne på, når man tænker på den store usikkerhed, der ligger, og det gamle studie, regnereglerne er baseret på.

Man risikerer, som professor Torben M. Andersen har formuleret det, at det kan gå grueligt galt for statskassen, hvis man baserer sin økonomiske politik på dynamiske effekter og er for optimistisk.

Forsigtighedshensyn
Der er ingen evidens for dynamiske effekter på kort sigt. Muligvis er der effekter på længere sigt, men heller ikke her, er der hverken enighed eller dokumenteret nogen sikker effekt.
At man alligevel regner med dem i så høj grad i finansloven for 2016, virker paradoksalt, fordi regeringen i efteråret gjorde meget ud af at gå forsigtigt til værks, hvilket bl.a. kom til udtryk ved at lægge en (sikkerheds)afstand til den kritiske finanspolitiske grænse.

Tilsvarende bør forsigtighedshensyn tilsige, at man undlader at indregne dynamiske effekter af skattelettelser i de offentlige finanser, indtil det i givet fald er bevist, at der rent faktisk er positive effekter.

En sådan tilgang vil i øvrigt være i overensstemmelse med den måde, man ellers vurderer effekten af de offentlige udgifter. Bortset fra meget langsigtede effekter af uddannelse regnes der ikke med dynamiske effekter her, selvom der på mange områder åbenlyst må være nogen. Det gælder f.eks. børnepasning, sundhed og investeringer i infrastruktur. Men evidensen er endnu svære at finde her, og der er desværre ikke lavet mange studier med fokus på effekten af de offentlige finanser.

Vælger man den forsigtige tilgang i forhold til skattelettelser og undlader at indregne dynamiske effekter, og de senere alligevel kommer, ja så bliver der kun tale om en positiv forbedring af sundhedstilstanden for de offentlige finanser. Det vil i så fald give et øget økonomisk råderum til den tid, hvilket er en klart bedre situation, end når det modsatte sker.

Artiklen har været bragt i Politiken 11. april 2016