Refleksion ved 80 årsdagen for udgivelsen af The General Theory of Employment, Interest and Money

08/02/2016
Udgivet på www.altandetlige.dk (de økonomistuderendes hjemmeside).
Professor Jesper Jespersen, dr. scient.adm. Roskilde Universitet

Hvorfor bør Keynes huskes i dag?
Keynes er et af de helt store navne i den økonomiske teoris kongerække.
Hvad Adam Smith var for det 18. århundrede, Karl Marx for det 19. århundrede er Keynes for det 20. århundrede.
Men i dag er der ingen, der læser, hvad Keynes skrev. Han kendes kun fra den karikatur som de dominerende neoklassiske lærebøger gengiver, såkaldt ’keynesianisme: at arbejdsløshed skyldes for høje lønninger, at væksten er gået i stå på grund af store offentlige budgetunderskud og at øget ulighed skaber vækst og beskæftigelse.
Keynes’ hovedværk er netop en grundlæggende kritik af denne neoklassisk inspirerede makroøkonomiske teori og analysemodel:   generel ligevægt både på kort og på lang sigt.

Derfor er der tungtvejende grunde til at genlæse, hvad Keynes egentlig skrev og hvilken forståelsen af makroøkonomi, som hans hovedværk repræsenterer både med relevans for afhjælpning af den aktuelle krise (det kortere sigt); men måske endnu vigtigere for forståelsen af hvorledes en bæredygtig udvikling kan etableres i det 21. århundrede (det lange sigt).

Keynes til forskel for keynesianisme
Inden vi ser nærmere på, hvad ’Keynes’ i modsætning til keynesianismen kan bruges til i den aktuelle økonomiske situation, er det vigtigt at erindre sig mindst to af Keynes’ overlejrende synspunkter. For det første at produktion og økonomisk vækst ikke bør være et mål i sig selv for den politiske stræben. Den materielle produktion er kun et middel til at realisere et ’godt liv’ med et humanistisk indhold og må derfor ikke gøres til et mål i sig selv. Keynes’ økonomiske filosofi var i al sin enkelthed, at i takt med at mundene blev mættede, og befolkningen fik en rimelig materiel levestandard skulle de økonomiske hensyn herunder den økonomiske vækst tildeles en rolle som bagsædepassager. Væksthensynet måtte ikke længere tage styringen, når beslutninger om fremtidens velfærd skulle træffes, hverken for den enkelte medborger endsige for samfundet set under ét.

Keynes frygtede allerede i 1930erne og desværre ikke med urette, at vækst-fetichismen i form af en fortsat ’dans om guldkalven’ dvs. vækst i BNP ville udvikle sig til en patologisk tilstand. At politikerne og med dem befolkningen ville blive så afhængige af ’vækst’, at evnen til at vurdere, hvornår ’nok er nok’ mistes (note 1: Eller som Robert og Edward Skidelsky formulerer det:,’How much is Enough’?, London: Allan Lane, 2011). Udvikles en sådan samfundspsykose, vil ’vækstens nødvendighed’ blive en politisk realitet. Når ’vækst-ekspressen’ er sat på skinner, kan den blive særdeles vanskelig at stoppe igen. Når vækst-afhængigheden har meldt sig, og vækst i BNP er blevet ophøjet til politikkens succeskriterium nr. 1, hvor et større BNP er ensbetydende med fremskridt. Så er arbejdet blevet ’adlet’ og gjort til et mål i sig selv og vil blive anset for at være, uanset den allerede opnåede rigdom, en moralsk pligt. Arbejde for arbejdets skyld, og opsparing for opsparingens skyld. Begge forhold omgærdes med en aura af ansvarlighed og økonomisk fornuft.

Forhold som Keynes advarede imod, da han i 1930erne – midt under datidens dybe krise – kikkede ud i fremtiden.

For det andet understregede Keynes gang på gang i The General Theory, at han ikke forestillede sig, at der kunne skabes en samfundsøkonomisk model, der ligesom en maskine kunne give svar på, hvorledes den økonomiske udvikling ville forme sig i fremtiden. Økonomi er menneskelig aktivitet, der om noget er kendetegnet ved, at beslutninger træffes af mennesker og på et usikkert grundlag. Fremtiden er notorisk usikker, derfor træffes der forskellige beslutninger af subjektiv karakter. Det blev metodologisk set Keynes væsentligste bidrag at anvise veje til at inddrage denne iboende usikkerhed i de makroøkonomiske analyser. Det er derfor navnlig på det metodologiske plan, at Keynes og keynesianisme står i modsætning til hinanden. Dette skyldes at den ny-keynesianske tolkning (’keynesianismen) metodisk har overtaget den ny-neoklassiske generelle ligevægtsmodel, hvori det antages, at fremtiden kendes med sikkerhed (såkaldt rationel forventningsdannelse), jfr. Andersen (2000).

Det er den analytiske betydning af usikkerhed der er den afgørende forskel mellem Keynes’ og neoklassisk (i mange forskellige varianter) makroøkonomisk teori. De repræsenterer to helt forskellige metodiske tilgange til forståelse af makroøkonomi. Et billede fra astronomien kan måske belyse denne forskel. For Keynes er den makroøkonomiske udvikling at ligne med et forsøg på at beskrive hele universet. Her er det et grundlæggende epistemologisk spørgsmål, hvor universet bevæger sig hen, når det ekspanderer. Spørgsmålet står (endnu) ubesvaret, og astronomerne må benytte sig at en åben, ikke-deterministisk modelkonstruktion. I en sådan åben model kan observerede og stabile strukturer indarbejdes. Et eksempel på en sådan tilnærmelsesvis stabil submodel er det planetariske solsystem. Her kan planetbanerne beskrives i matematiske ligninger og har en regelmæssighed, der gør det muligt at beregne bl.a. sol- og måneformørkelser århundreder ud i fremtiden. Planetmodellen er et billede på en neoklassisk generel ligevægtsmodel. Fremtiden er kendt og modellen giver en deterministisk beskrivelse af den makroøkonomiske udvikling 10, 20 og 50 år ud i fremtiden. I den neoklassiske forståelse kan den gennemsnitlige udvikling 10 eller 20 år ud i fremtiden forudsiges med større sikkerhed, end udviklingen de næste to år. På kort sigt kan der dukke en såkaldt ’sort svane’ (uforudsigelig hændelse) op, der forårsager et ’bump’; men det vil jævne sig ud, hævdes det over en lidt længere tidshorisont.

Keynes’ hovedværk kan således også læses som en advarsel mod den neoklassiske epistemologi, der foregiver, at beslutninger kan tages på et sikkert grundlag, at samfundsøkonomi skulle være en eksakt videnskab, se f.eks. Jespersen (2007). I 1930erne var det den lurende krigsfare, der ikke kunne kalkuleres; men som kunne vende op og ned på de makroøkonomiske sammenhænge. I stedet for at maksimere BNP ville det være klogt at påbegynde forsvaret af Stor Britannien. I dag er det ikke en europæisk krig, men en anden overhængende og irreversibel trussel i form af uforudsigelig klimatiske og miljømæssige forandringer.

Benyttes Keynes’ forståelse af de makroøkonomiske sammenhænge, må opgaven for de makroøkonomiske rådgivere i første række være at hindre at større fejltagelser begås, og at mulige konsekvenser af (delvist uforudseelige) ulykker inddæmmes. Derfor skulle der ifølge Keynes opbygges robuste samfundsmæssige institutioner, der kunne reducere følgevirkningerne af uforudseelige hændelser både på individ-niveau (effektiv efterspørgsel til sikring af beskæftigelse og indkomst) og på samfundsniveau (velfærdsstat og bæredygtig udvikling).

Keynes i det 21. århundrede – bør væksten stoppes?
Keynes satte allerede i essay’et ’The Economic Possibilities for our Grandchildren fra 1930 spørgsmålstegn ved nødvendigheden af fortsat økonomisk vækst. Det gjorde han af to årsager. For det første fordi de basale behov allerede i 1930erne stort set var dækket for størstedelen af befolkningen. Øget velfærd kunne med større ret opnås gennem omfordeling frem for en stigende produktion, som havde svært ved at nå frem til de svageste samfundsborgere. For det andet – og mindst lige så vigtige aspektet – frygtede Keynes, at ’væksten i BNP’ var moralsk korrumperende. Således skrev han i 1933:

Jeg tror der findes endnu en forklaring på vores[ønske om] nyorientering. Det nittende århundrede strakte ’den finansielle kalkulation’ til det yderste som kriterium for om såvel private som offentlige aktiviteter var anbefalelsesværdige. Hele livsførelsen blev gjort til en parodi på bogholderens tilbagevendende spørgsmål: ’kan det betale sig?’.

Den selv samme selvdestruktive finansielle overvejelse hersker i dag over alle livets økonomiske aspekter. Vi ødelægger landskabs skønhed, fordi de glæder ved naturen, der ikke lader sig omsætte i penge, ikke har nogen økonomisk værdi. Vi ville om nødvendigt være parate til at slukke månen og stjernerne, fordi de ikke giver dividende.

Vi har hidtil opfattet det som en moralsk pligt at ruinere den, der dyrker jorden, og at ødelægge lange menneskelige traditioner for husholdning, hvis vi derved kunne få et brød et par ører billigere. Der var intet som det ikke var vores pligt at ofre til Mammon, for vi troede blindt på at denne Molok ville besejre fattigdommen og lede næste generation ind i økonomisk fred.

I dag er vi desillusionerede. Ikke fordi vi er blevet fattigere end vi var – tværtimod, selv i dag kan vi ’glæde’ os over en højere levestandard end nogensinde før; men fordi andre værdier er blevet ofret. Fordi de tilsyneladende er blevet ofret uden grund (note 2: Disse afsnit stammer fra Keynes’ essay National Self-sufficiency, The Yale Review, Vol. 22, no. 4: 755-769. som jeg har oversat og diskuteret mere udførlig i bogen ’Miljøøkonomi’, 1999, Djøfs forlag.)

Keynes advarede således i The General Theory imod disse to forhold, som almindelige mennesker i stigende grad var blevet opmærksom på; men som hidtil intet indtryk havde gjort på den økonomiske profession: at den økonomiske virkelighed i stigende grad afviger fra økonomernes forudsigelser. Dette forhold, fortsætter Keynes, har ført til, at økonomer (og økonomi) i stigende grad er faldet i disrespekt. Økonomerne har ikke været i stand til at indfri deres naturvidenskabelige ambition, at gøre økonomi til en form for samfundsvidenskabeligt ingeniørarbejde; for deres resultater kan ofte ikke underbygges af kendsgerninger.

I dag er situationen den samme. Den økonomi der undervises i bygger på antagelsen om den frie markedsøkonomis gode egenskaber. Der benyttes en modelkonstruktion, hvori det gælder, at markedsøkonomien overladt til sig selv vil nå en tilstand (generel ligevægt) – en såkaldt Pareto-optimal tilstand – hvorom det gælder, at det er den højest opnåelige velfærd. Hvilket indebærer, at den bedste politik er ingen politik. At enhver form for omfordeling reducerer den samlede velfærd.

Hertil skal føjes de miljø- og ressourceøkonomiske problemstillinger, der længe blev negligeret, navnlig af makroøkonomerne (note 3: I det danske økonommiljø, er det navnlig DREAM-modellen, der benyttes. Den har stort set alle de af Keynes kritiserede egenskaber, lige som den heller ikke har nogen finansiel sektor endsige miljømæssige hensyn, når fremskrivninger af dansk økonomi 10, 20 og 50 år fremlægges og benyttes ved rådgivningen om bl.a. dansk ’velfærdspolitik’. Herom kan der læses mere i bl.a. Bent Rold Andersen og Jesper Jespersen ’Velfærdsdebat på vildspor’ Tiderne Skifter, 2006).  Økonomernes anbefaling til politikerne på det miljøøkonomiske felt er, at der med fordel kan etableres markeder for bl.a. forurening og indføres omsættelige kvoter, en form for rationeringsmærker, for alle transaktioner, der ikke naturligt er begrænset af den private ejendomsret. Det bedst kendte eksempel er etableringen af det europæiske marked for CO2-kvoter. Det kom ikke til at fungere efter hensigten i praksis, for økonomerne havde fejlberegnet den økonomiske aktivitet i EU og dermed den CO2-udledning, der kunne forventes i fremtiden og som tildelingen af CO2-kvoter skulle tilpasses. Prisen på disse CO2-kvoter blev derfor meget lavere end forventet og fik herved en meget mindre effekt end den tilsigtede. Dette er blot endnu et eksempel på, at markedssystemet ikke kan stå alene, og at økonomernes evne til at beregne den fremtidige udvikling er beskeden. Det politiske system burde have taget ansvaret for i hvert fald en minimumspris på udledning af CO2. Det ville have skabt mindre usikkerhed og dermed have styrket incitamentet til at gennemføre mere langsigtede investeringer i CO2-reduktion.

Keynes og den europæiske tragedie.
Keynes var igennem hele sin akademiske karriere optaget af internationale spørgsmål, lige fra hans tidlige gennembrud i den britiske opinion med kritikken af fredsaftalen efter 1. verdenskrig The Economic Consequenses of the Peace til forhandlingsresultatet ved Bretton Woods konferencen i 1944.

Keynes’ bidrag til efterkrigstidens valutariske system var idéen om faste, men justerbare valutakurser. Landene skulle helst opretholde en fast valutakurs; men i tilfælde af mere fundamental ubalance navnlig på betalingsbalancen var der åbnet mulighed for at justere valutakursen. Keynes havde ligeledes foreslået, at der skulle lægges begrænsninger på de internationale kapitalbevægelse af spekulativ karakter. Som en del af Bretton Woods-aftalen blev Den internationale Valutafond oprettet. Det skulle dels formidle lån til medlemslande, der kom midlertidigt i valutariske vanskeligheder og dernæst rådgive landene om, hvorledes de efter keynesianske principper kunne sikre makroøkonomisk balance. Dette valutariske system fungerede så nogenlunde de første 25 år efter krigen. Men det blev i stigende grad vanskeligt at forhindre den spekulative kapital i at undergrave de faste valutakurser, samtidig med at den økonomiske udvikling formede sig forskelligt, hvilket fik USA til at opgive den faste valutakurs i 1973.

Etableringen af den monetære union i EU har været omkostningsfyldt, specielt for de lande, der hurtigt fik betalingsbalanceproblemer. I første omgang stod de private banker parat til at finansiere disse underskud; men da underskuddene fortsatte med at vokse opstod der efterfølgende en tillidskrise; for EU manglede en institutionel overbygning, der kunne sikre, at den akkumulerede gæld fortsat ville blive forrentet (og eventuelt afdraget). Da krisen brød ud kunne de enkelte lande ikke blot opgive euro-standarden; for de havde ikke længere en national valuta at falde tilbage på.
EU måtte opfinde nogle finansielle institutioner, der kunne skaffe den nødvendige lånekapital til de nødstedte euro-landes banker og statskasse. Betingelserne for at opnå disse lån blev efter tysk ønske gjort meget skrappe med helt overvejende fokus på at skabe balance på de offentlige budgetter. Som beskrevet ovenfor forlængede det den økonomiske recession ikke kun i Sydeuropa, men i hele EU da disse lande handelsmæssigt er knyttet tæt sammen.

Set med Keynes’ briller er det valutariske samarbejde inden for euro-zonen for ufleksibelt. Den økonomiske udvikling er så forskellig, at der let opbygges vedvarende betalingsbalanceunder- og overskud, der ikke er holdbare i længden. Desuden mangler der en troværdig og neutral institution, der kan hjælpe med at genetablere en bedre balance. I EU-traktaten der regulerer denne del af samarbejdet, er der ikke i tilstrækkelig grad taget højde for denne situation. Det betyder, at ved de mere ad hoc prægede nattelige krisemøder, er det Tyskland, som den stærkeste økonomi, der har siddet for bordenden, når lånepakkerne skal forhandles. Et forhold der har givet tysk politik en dominans, men samtidig skabt en ikke ubetydelig modvilje mod de tysk-inspirede krav, der ligger meget tæt op af den ny-neoklassiske ortodoksi.

Status ved 80 årsdagen
Det ville være forkert at konkludere, at Keynes’ makroøkonomiske tænkning ingen varig indflydelse har haft. Opbygning af nationalregnskabet, som det i dag er helt standard at benytte all over the world, er et ægte barn af Keynes. Måske kan den ret udbredte accept af det hensigtsmæssige i brugen af automatiske stabilisatorer på de offentlige budgetter ligeledes henregnes til en af Keynes’ (mindre) succes’er.

Men så synes påvirkningen fra Keynes på den aktuelle mainstream makroøkonomi desværre også at standse. Når standard-lærebøgerne kalder en ISLM-model med stive priser og lønninger for en ’Keynes-model’, så er der kun tilbage at ønske, at skribenten dog blot havde kastet et blik i indholdsfortegnelsen af The General Theory, hvor kapitlerne 19-21 bærer overskriften ’Money-Wages and Prices’. Den alvorligste mangel er dog fraværet af begrebet ’uncertainty’. Det leder man forgæves efter i f.eks. Whitta-Jacobsen og Birch Sørensens 870 sider lange lærebog Introducing Advanced Macroeconomics. Det er lige netop gennem introduktionen af og understregningen af betydningen af usikkerhed for forståelsen af det makroøkonomiske systems dynamik, at Keynes’ nu 80 år gamle hovedværk stadig venter på at blive en del af standard-litteraturen i makroøkonomi, ikke mindst i lærebøgerne.

Og endelig var tiden måske ved at være moden til seriøst at diskutere ’The Economic Possibilities for our Grandchildren’ i et lidt bredere samfundsmæssigt perspektiv end det, der benyttes i Finansministeriet. Tænk hvis bl.a. miljø, fordeling og social well-being blev inddraget som helt uomgængelige forhold, der blev indtænkt – og måske indregnet, når perspektivplaner for det danske samfund fremlægges.

Litteratur:
Andersen T.M. (2000), ’Makroteori’, i Chr. Hjorth-Andersen (red.) Udviklingslinjer i økonomisk teori, København: DJØFs Forlag

Jespersen, J. (2009), Macroeconomic Methodology: A Post-Keynesian Perspective, Cheltenham: Edward Elgar

Keynes, J. M. (1936), The General Theory of Employment, Interest and Money, London: Macmillan og bind VII i The Collected Writings of John Maynard Keynes, Macmillan & Cambridge University Press, 1972-1989

Sørensen, P.B. og H.J. Whitta-Jacobsen, (2005), Introducing Advanced Macroeconomics: Growth and Business Cycles, Maidenhead: McGraw Hill Education