Pressen slog sig på finanskrisen

Artikel i Politiken den 2/2-2016 under en anden overskrift.

Poul Thøis Madsen, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Campus Aarhus

Pressen har ikke grund til at være stolt over sin ageren, hverken under eller efter finanskrisen. Men hvad gik der galt og hvorfor?

I en nylig review-artikel af Anya Schiffrin er konklusionen, at pressen gav en ’utilstrækkelig dækning’ af den finansielle krise både før og under krisen.

Problemer med dækningen

En analyse af Schiffrins tekst peger på, at der mindst er 6 vigtige problemer med mediernes dækning af finanskrisen. For det første levede pressen ikke op til sin rolle som vagthund. Der var en række advarselstegn, som kun fik en ganske begrænset dækning. Der er endda eksempler på, at pressen startede en kritisk dækning, men trak følehornene til sig. Generelt endte pressen derfor med at ignorere eller nedtone de advarselstegn, der rent faktisk viste sig ganske tidligt. Ja, pressen bliver endda kritiseret for gennem sin rosenrøde dækning at være med til ’pumpe boblen op’.

For det andet kritiseres pressen af flere for sit alt for snævre kildevalg – særligt før finanskrisen. ”Dissidenter som… Nouriel Roubini… Stiglitz og… Shiller” så man stort set intet til. Og man interviewede i for høj grad den finansielle sektor – krisens moder – om sig selv.

For det tredje har pressen således ikke haft den nødvendige distance til deres kilde. Den har tværtom været i seng med fjenden og har derfor i for høj grad gjort den finansielle tankegang til sin egen. En af Schiffrins kilder taler ligefrem om ’Stockholm-syndromet’. Derved kom pressen til at overtage en neoliberal tankegang, hvor markedet skal have lov til at passe sig selv, og den politiske regulering skal begrænses.

For det fjerde er pressen generelt alt for fokuseret på det korte sigt. Konsekven-sen er, at det store økonomiske billede og den mere systemiske kritik ikke finder sin vej til overskrifterne. Den økonomiske dækning bliver overfladisk og uden bid.

For det femte så har medierne ikke magtet at klæde befolkningen på til at forstå den finansielle krise og konsekvenserne. Der har eksempelvis været en meget begrænset behandling af den dybe uenighed, der er blandt økonomer. Skal man vokse sig ud af en krise (efterspørgselsøkonomer = keynesianere), eller skal man spare sig ud af en krise (udbudsøkonomer = klassiske økonomer)?

Endelig har der været og er en klar tendens til flokmentalitet i pressen. Når alle ignorerer advarselstegnene, så ignorerer alle advarselstegnene. Der er ingen tilskyndelse til at bryde ud – tværtom. Hvem vil gerne være den, der spolerer festen?

Pressens forsvar

Der er også røster i reviewet, der søger at forsvare pressen. Der var faktisk tidlige advarsler i pressen, men ’læserne havde ikke lagt mærke til dem’. En ikke særlig elegant måde at sende aben videre på.

Mere substantielt finder andre kritikken unfair, når nu den finansielle sektor heller ikke så det komme. Der er tale om et uigennemskueligt felt med meget komplekse finansielle produkter. Finansiel smalhals er heller ikke befordrende for en mere kritisk journalistik. Og det er langt fra en håndterbar nyhed, at et muligt sammenbrud forestår. Hypotetiske historier gør sig ikke godt på en forside. Interview med økonomiske journalister viser også, at de heller ikke ser det som deres opgave at være vagthund. Endelig så fremfører Schiffrin selv: hvornår er nok nok? Dækningen vil altid kunne kritiseres for at være for utilstrækkelig.

Schiffrin konkluderer alligevel, at pressen ikke gjorde sit arbejde godt nok – særligt før krisen.

Er der håb forude?

En dansk artikel fra 2014 (Kalogeropoulos) peger på, at den økonomiske journalistik i Danmark nu er lige så kritisk som anden journalistik her efter krisen. Tilsvarende peger Schiffrin på, at pressen efter en famlende start i dag er ganske kritisk overfor den europæiske sparepolitik (’austerity’). Omvendt så trækker de tilbagevendende sparerunder i medierne selv i den modsatte retning. Og kritisk journalistik koster.

Som en af de få, der uddanner journalister i økonomi, er det mit håb, at der også kan komme et bidrag herfra. Det er vigtigt, at journalisterne rustes til at stille flere kritiske spørgsmål og i højere grad opsøger uenige økonomer. Tidligere forskning af undertegnede peger på en alt for høj grad af mikrofonholderi. Det virker som om journalister ikke ved, at økonomer er uenige. Der eksisterer ikke én økonomisk sandhed, men mange. Derfor bør journalister som i al anden journalistik i langt højere grad interviewe uenige økonomer i den samme artikel. Frem for Rip, Rap og Rup.

Artiklen bygger udelukkende på Schiffrin, A. (2015). The Press and the Financial Crisis: A Review of the Literature. Sociology Compass, 9(8), 639-653. Og er en skjult blanding af oversættelse og fortolkning og dermed masser af plagiat. En review-artikel er en artikel, der sammenfatter resultaterne fra en række forskellige forskningsartikler og bøger. Der er derfor en række forfattere, der i princippet burde have været krediteret.

Den danske artikel er: Kalogeropoulos, A., m.fl. (2014). Are watchdogs doing their business? Media coverage of economic news. Journalism, 1-17

Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *