Der er mere behov for en arbejdsmarkedsreform end en skattereform.
Af Poul Thøis Madsen
Arbejdsudbud?? Læs videre. Det er faktisk vigtigt. Forventede effekter på arbejdsudbuddet sætter dagsorden i dansk (økonomisk) politik, men store dele af befolkningen ved ikke, hvad ’arbejdsudbud’ betyder.
Er det en god idé at afkorte dagperioden til 1 år? Sænke topskatten? Sænke bundskatten? Det er betændte politiske spørgsmål, som eksempelvis tænketanken Cepos søger at afpolitisere ved at henvise til effekten på ’arbejdsudbuddet’. Men hvad betyder ’arbejdsudbud’?
Ja, spørger vi befolkningen, tror 73 procent fejlagtigt, at ’øge arbejdsudbuddet’ betyder at ’skabe flere job’.
Arbejdsudbud er imidlertid mængden af den arbejdskraft, der rent faktisk står til rådighed for arbejdsmarkedet – såvel beskæftigede som ledige.
Hvis vi sænker eksempelvis topskatten, har det to modsatrettede effekter på dette arbejdsudbud: Det kan både mindske og øge tilskyndelsen til at arbejde mere. På den ene side er der en hængekøjeeffekt: man behøver nu ikke længere arbejde så meget for at tjene det samme (kaldet indkomsteffekten). På den anden side vil andre lønmodtagere tænke, at nu kan det bedre betale sig at arbejde (kaldet substitutionseffekten). Arbejdskraften vil derfor øge sit udbud af arbejdskraft.
Hvilken af disse to effekter er størst? Her er én af de øverste autoriteter på dette felt lidt i tvivl. I 2008 skriver Skatteministeriet: »Her er der både usikkerhed om størrelsen af den såkaldte indkomsteffekt og størrelsen af den modsatrettede substitutionseffekt«. Mens de i 2003 skriver : »Empirisk viser det sig imidlertid, at substitutionseffekten ofte dominerer indkomsteffekten«.
Mig bekendt eksisterer der kun et dansk empirisk studium fra 1996 af, hvad der sker, hvis topskatten lettes. Resultatet er et beskedent udvidet arbejdsudbud. Resultatet og metoden kan selvsagt diskuteres, da der er tale om en række individuelle beslutninger og en række begrænsninger på disse beslutninger, som reelt er umulige at sammenfatte i ét tal. Mange vil måske gerne arbejde mere, men har ikke muligheden. Jeg betaler eksempelvis topskat, men har ikke mulighed for at få flere timer på min arbejdsplads. Jeg kunne derimod nok få lov til at arbejde færre timer. Mange topchefer lønnes efter skat, så her vil der heller ikke være en effekt.
Cepos antager gerne – fordi ’alle økonomer mener’ – at topskattelettelser øger arbejdsudbuddet. Selv hvis det antages, ved vi ikke noget om, hvor mange arbejdspladser et øget arbejdsudbud skaber. Man kan ikke udokumenteret gå ud fra, at udbuddet (af arbejdskraft) skaber sin egen efterspørgsel (efter arbejdskraft).
I de økonomiske modeller antages det, at et større udbud af arbejdskraft – alt andet lige – fører til lavere lønstigninger. Ideen er en simpel udbuds-efterspørgselsbetragtning: ved en given efterspørgsel efter arbejdskraft vil et øget udbud føre til en lavere pris.
Det er naturligt at antage, at der er den sammenhæng, men vi ved ikke, hvor stor effekten er. Og i de økonomiske modeller antages der at være en såkaldt tilpasningstid på fra 7 til 20 år før, at det øgede arbejdsudbud slår over i en tilsvarende efterspørgsel efter arbejdskraft.
Et argument herfor er, at på lang sigt udvikler udbuddet og efterspørgslen efter arbejdskraft sig i samme takt. Men er det så udbuddet, der skaber efterspørgslen, eller omvendt eller både og? Som det fremgår af tabellen er arbejdsudbuddet faldet siden finanskrisen brød igennem i 2009. Hvilket formentlig skyldes, at finanskrisen har reduceret efterspørgslen efter arbejdskraft og har ført til, at mange har trukket sig helt fra arbejdsmarkedet og dermed reduceret arbejdsudbuddet.
Kun når vi er i den historisk set ret unikke situation, at mangel på arbejdskraft udgør en afgørende hindring for vækst, kan vi være sikre på, at et øget arbejdsudbud – vel og mærke med de rette kvalifikationer – også fører til øget vækst. På kort sigt er den vigtigste effekt af et øget arbejdsudbud en øget ledighed. Og det var egentlig ikke det, der var hensigten med hverken den ene eller anden reform. Eller var det?
Der er næppe tvivl om, at kapitalismen som system fungerer bedst, hvis der en vis mængde ledighed, der er stor nok til, at arbejdsgiverne har noget at vælge mellem. Samtidig med at en relativt høj ledighed virker disciplinerende på arbejdskraften. Den bliver mere medgørlig, mere omstillingsparat og stiller færre krav bl.a. til lønnen.
Vi har imidlertid ikke præcis viden om, hvor stor ledigheden som minimum skal være for at sikre en velfungerende dansk blandingsøkonomi. I øjeblikket antager økonomer, at en ledighed meget lavere end 4 procent er skadelig og fører til inflation. Men allerede ved den nuværende ledighed på ca. 6 procent er der mangel på arbejdskraft på delområder.
Meget peger derfor på, at vi har brug for en aktiv arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitik frem for en aktiv skattepolitik. Og at skabe arbejdspladser frem for at øge arbejdsudbuddet. Men det er jo noget mere indviklet end forsimplede snuptagsløsninger som topskattelettelser.
Poul Thøis Madsen er docent i medieøkonomi og forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole
Artiklen bragtes i Politiken den 7. januar 2016
