af Jesper Jespersen
Når det gælder valutakurspolitik er mit råd altid til de studerende: lyt ikke til politikerne, thi de vil af gode grunde benægte enhver ændring, indtil beslutningen herom er blevet truffet. Studer i stedet lærebøgerne og se på de historiske erfaringer.
Hvad ville der komme ud af et sådant studie? At den danske befolkning ved afstemninger i hhv. 1993 og 2000 havde fravalgt den europæiske valuta til fordel for den såkaldte faste valutakurspolitik, der dog ikke har en entydig udformning. Den danske regerings aftale med Den europæiske Centralbank (ECB) er, at kronekursen skal ligge fast over for euroen, inden for en grænse af +/- 2 ¼ pct. Regeringen har dog ensidigt mindsket de accepterede udsving til +/- ¼ pct. Denne selvpålagte meget snævre udsvingsmargen er blevet et åbenbart problem; for spekulanterne tror ikke på den længere. Det skyldes primært, at den europæiske centralbank (ECB) har sat fuld speed på seddelpressen i Frankfurt. Her pumpes € 60 mia. ud om måneden. Disse euro søger hen, hvor risikoen for kursfald er mindst, hvilket har ført til den massive indstrømning af euro til Danmark. Nationalbanken har søgt at dæmme op for denne indstrømning ved at sætte renten historisk lavt uden synligt resultat. Situationen minder i stigende grad om det svejtsiske dilemma, hvor negative renter igennem en længere periode ikke var en holdbar løsning.
Noget vil ske. Kronekursen vil stige i værdi, i hvert fald hvis ECB fortsætter sin pengeudpumpning, hvorved euroen svækkes. En udvikling, der vil tage yderlig fart, hvis Grækenland vælger at forlade ØMUen.
Heldigvis ligger der en løsning lige for, idet Danmark kunne vende tilbage til den fastkurspolitik, der fungerede stort set problemfrit for Danmark og de øvrige EU-lande i perioden 1993-99 (bortset fra Storbritannien og Sverige, der havde valgt at stå udenfor). Det hed dengang Det europæiske Monetære System (EMS) og var et fastkurssystem, men med en udsvingsmargen på +/- 15 pct. over for den ‘teknisk beregnede’ europæiske valuta ‘ecu’, der var en forløber til euro. De faste valutakurser med den udvidede margen sikrede på en og samme gang højere grad af mellemfristet forudsigelig; men samtidig en kortsigtet fleksibilitet, som reducerede de spekulative bølger, der hidtil havde plaget det europæiske valutasystem.
Her er det vigtigt at forstå, at EMS’en (eller ERM(II), som det nu hedder) er i fuld overensstemmelse med EU’s reglersæt og samtidig ligger tæt op ad den valutakursmodel, som IMF anbefaler for små åbne økonomier.
Jeg ville derfor uden tøven meddele ECB, at Danmark forover ønsker at benytte sig af den større udsvingsmargen +/- 15 pct. Ikke mindst i en situation, hvor euro’en vedbliver med at falde i værdi på de internationale markeder, hvilket devaluerer kronen.
Den øgede fleksibilitet ville naturligvis medføre, at kronekursen steg i forhold til euro, hvilket ville bremse udsalget af danske obligationer til den for lave kronekurs. Det ville mindske spekulationspresset, og renten ville kunne (delvis) normaliseres.
Fortsætter ECB med at lade seddelpressen løbe, vil kronen formentlig vedblive med at ligge i den øvre ende af det bredere valutabånd. Om så er, kan centralkursen tilpasses den ændrede situation uden dramatik, da den nye ’faste’ kurs blot kan afpasses den højere markedskurs. En sådan fast, men alligevel fleksibel valutakurspolitik vil på en og samme gang sikre større stabilitet i den finansielle sektor, færre hovsa-løsninger, samtidig med at spekulanternes indflydelse reduceres.
Men vil det ikke skade de danske eksportvirksomheder, at kronekursen bevæger sig opad? Her er svaret ja, for de virksomheder, der kun eksporterer til euro-lande; men det er mindre end halvdelen af landets samlede eksport, der går til disse lande. Over for navnlig dollar, pund og svejtser frank er kronen faldet i værdi trukket ned af den svage euro, så alt i alt vil der snarere være tale om en mere stabil effektiv (dvs. sammenvejet) kronekurs.
Min vurdering er derfor med støtte i økonomiske lærebøger og historiske erfaringer, at den helt faste eurokurs må opgives. De negative konsekvenser heraf har været støt voksende. Noget vil ske. Derfor gælder det om at komme spekulanterne i forkøbet uden at sætte stabiliteten over styr. Her er en fast, men fleksibel valutakurs den åbenbart rigtige løsning, som de fleste EU-lande benyttede sig af i 1990erne med en betydelig succes.
Artiklen er trykt i Politiken, lørdag den 14. februar 2015. Jesper J. er professor på Roskilde Universitet
