Finansministeriet udelukker vigtige faktorer i de regnemodeller, som lægger linjen for den økonomiske politik i Danmark
Af Mette Langager, Lisbeth Baastrup og Andy Andresen, økonomer hhv. udviklingschef i FTF
Når politikerne i Danmark beslutter, hvilken økonomisk politik, der skal føres, udgør beregningsmodeller fra Finansministeriet et vigtigt grundlag. Modellerne viser bl.a., hvilken effekt det har på jobskabelse og vækst, at staten skruer på forskellige knapper, eksempelvis sænker skatten eller iværksætter reformer. På den måde har modellerne direkte betydning for, hvilke knapper i den økonomiske politik, politikerne beslutter at dreje på.
Modellerne arbejder normalt med beregninger af direkte effekter af et tiltag og på konsekvenserne de følgende år; de såkaldte ”multiplikatoreffekter”. Eksempler på sådanne direkte effekter kan eksempelvis være, at skattelettelser øger borgernes indkomst, hvilket øger privatforbruget, som så igen skaber flere arbejdspladser. Eller at udgifter til flere pædagoger i børnehaverne, øger pædagogernes forbrug, hvilket igen skaber flere arbejdspladser.
Modellerne arbejder imidlertid også med afledte virkninger, de såkaldte ”dynamiske effekter”. De opstår når et tiltag fører til adfærdsændringer, for eksempel at skattelettelser får folk til at arbejde mere, fordi de kan beholde en større del af indkomsten selv. En dynamisk effekt kan også være, at flere pædagoger i daginstitutionerne vil ruste børnene bedre, så de som voksne får bedre uddannelser, bliver mindre kriminelle osv.
Et metodepapir fra Finansministeriet fra 2012 (Regneprincipper og modelanvendelse) viser, at ministeriets modeller beregner dynamiske effekter, når det gælder skattelettelser, men ikke når det gælder offentlige udgifter. Modellerne udelukker dermed dynamiske effekter fra en væsentlig del af den danske økonomi: Den offentlige sektor i Danmark udgør knap 1/3 af BNP. Nogenlunde samme betydelige andel af arbejdsmarkedet er beskæftiget i den offentlige sektor.
Det beslutningsgrundlag, som politikerne har i forhold til at udforme den økonomiske politik, har en tendens til at undervurdere den positive effekt af en velfungerende offentlig sektor for økonomien som helhed. På grund af de asymmetriske regnemodeller hælder politikerne til at bruge skattelettelser for at stimulere væksten i stedet for også at bruge det offentlige forbrug som vækstgenerator.
I efterhånden en del år har den økonomiske politik herhjemme været domineret af et stærkt fokus på at øge arbejdsudbuddet, dvs. at få flere personer ud på arbejdsmarkedet – det har også været udgangspunktet for Finansministeriets regnemodeller. Men i takt med at krisen har bidt sig fast, er en kritik mod det ensidige fokus på at øge arbejdsudbuddet begyndt at vinde frem. Internationalt toneangivende institutioner som OECD, Den Internationale Valutafond (IMF) og Den Europæiske Centralbank (ECB) har ændret deres anbefalinger ift den økonomiske politik; de lægger nu i større omfang vægt på, at der ikke bare er behov for at få flere og flere personer ud af offentlig forsørgelse og ud på arbejdsmarkedet, men at der i lige så høj grad er brug for at understøtte efterspørgslen efter arbejdskraft. Der er mao. brug for at understøtte, at der rent faktisk også er job til de flere, der kommer ud på arbejdsmarkedet. OECD, IMF og ECB peger på, at job og vækst bl.a. kan skabes ved, at man skruer op for det offentlige forbrug.
En sådan kurs støder imidlertid på barrierer i den førte økonomiske politiske politik i Danmark. I en del år har der været konsensus blandt mange økonomer om, at det vigtigste mål i forhold til den økonomiske politik herhjemme er at øge arbejdsudbuddet. Målet er i høj grad styret af udsigterne til, at der på den anden side af 2020 kan opstå mangel på arbejdskraft. Grundtanken er, at et øget arbejdsudbud bremser lønstigningerne, hvilket giver arbejdsgiverne bedre råd til at ansætte flere medarbejdere og grundlag for øget salg. På den måde skaber et øget arbejdsudbud sin egen efterspørgsel.
Den økonomisk-politiske kurs med fokus på at øge arbejdsudbuddet blev ikke ændret ret meget, da den finansielle og økonomiske krise brød ud i 2008 og sendte arbejdsløshedskurven brat opad. Krisen blev formentlig set som et kortvarigt fænomen, der blot skulle overstås. Men i takt med at det har vist sig ret vanskeligt at komme ud af krisen, er kritikken af at satse hårdt på det fremtidige udbud af arbejdskraft taget til. Udenfor Finansministeriets modelbaserede beskrivelser af økonomien taler flere og flere om, at der måske også er brug for at stimulere efterspørgslen efter arbejdskraft for at sætte gang i vækst og beskæftigelse og dæmme op for krisen her og nu. Som nævnt gælder det også de internationalt toneangivende økonomiske institutioner.
Sådan en kursændring i dansk økonomisk politik kræver bl.a. at Finansministeriet justerer sine regnemaskiner og antagelser. For de gængse modeller i ministeriet undervurderer, hvordan det indvirker på vækst og beskæftigelse i både den offentlige og private sektor, at man skruer op for de offentlige udgifter. Dermed giver modellerne et ikke et retvisende grundlag for at vurdere effekten af den økonomiske politik.
Derfor er der brug for, at Finansministeriet justerer beregningsmodellerne, så de dynamiske effekter af offentlige udgifter tænkes med i grundlaget for udviklingen af den økonomiske politik. Det vil bidrage til et anderledes balanceret perspektiv på de økonomiske-politiske prioriteringer. Og det vil tydeliggøre, at det dynamiske samspil mellem den offentlige og private sektor i Danmark er et stærkt kort ift. at få mere gang i væksten.
Artiklen er bragt i Politiken den 2. februar 2015
