Det har været en udfordring at gennemlæse og revidere mit 12 år gamle manuskript om Keynes og makroøkonomisk teori (John Maynard Keynes, København: Djøf Forlag, 2002. Den nye stærkt reviderede udgave udkommer 3. november 2014) . Kunne teksten stå distancen eller havde begivenhederne ikke mindst efter 2008 underløbet min daværende fremstilling af Keynes’ makroøkonomi?
Det gik rimelig godt, og resultatet af mit sommerarbejde vil kunne læses i den nye udgave, der udkommer i begyndelsen af november. Her vil der ydermere være et helt nyskrevet kapitel ’Keynes i dag’, som har givet mig anledning til bl.a. nedenstående refleksioner over Keynes, de makroøkonomiske lærebøger og den makroøkonomiske rådgivning i dagens Danmark.
Disse refleksioner spejler det umiddelbare indtryk, at Keynes, altså den originale Keynes, er stort set fraværende i den aktuelle økonomisk politiske rådgivning, uanset at ordet ’keynesiansk’ eller rettere ’ny-keynesiansk’ ofte optræder. Det kan i sig selv give anledning til nogen terminologisk forvirring – ikke kun for ikke-økonomer, men måske også for mindre teorihistorisk trænede økonomer. Denne forvirring skyldes bl.a., at de ofte benyttede lærebøger i makroøkonomi på trods af deres erklærede ny-keynesianske afsæt ikke indeholder megen om overhovedet henvisning til Keynes’ originale tekster bortset fra en rituel omtale af The General Theory of Employment, Interest and Money.
Denne karakteristik er for mig at se dækkende bl.a. for de i København benyttede lærebøger, Mankiw’s ’Macroeconomics’, 7th ed. og Sørensen & Whitta-Jacobsen ’Introducing Advanced Macroeconomics, 2nd. ed. Disse lærebøger tager den generelle ligevægtsmodel som den ultimative analytiske model, når såvel den mere langsigtede vækst som de mere kortsigtede konjunkturbevægelser skal forstås. Det gjorde mainstream-økonomerne også tilbage i mellemkrigstiden. Det var med til at trække krisen i langdrag, idet den økonomiske rådgivning og dermed også i vidt omfang den økonomiske politik bidrog til at fastholde de fleste vestlige lande i høj arbejdsløshed og lav vækst. En tilstand, der til forveksling ligner den aktuelle situation. Det kunne en dybere forståelse af Keynes’ teoretiske arbejder og metodologiske anvisninger muligvis have ændret, hvilket dog kræver et kendskab til dem, hvilket i dag ikke er en del af det obligatoriske pensum. Tværtimod forlader de fleste økonomer studiet med det indtryk, at Keynes’ makroøkonomi blot er generel ligevægtsteori tilsat en forudsætning om ’stive priser og navnlig lønninger’.
Makroøkonomi anno 2014: ’Quite wrong or nothing new?’
Det spørgsmål, som jeg derfor ikke har kunnet lade være med at stille mig selv hen over sommeren, er, hvad er det for forhold, der stiller sig hindrende for, at Keynes’ makroøkonomiske teori, der i øvrigt kan gives en solid empirisk bekræftelse, kan trænge igennem i det dominerende fagøkonomiske miljø og dermed til lærebøgerne og videre til den politiske beslutningsproces?
Der er som nævnt en række paralleller mellem den fagøkonomiske diskussion i 1930erne og i dag. Keynes foregreb allerede i forordet til The General Theory denne barriere, idet han skrev: ”mine neoklassiske kolleger vil i deres vurdering svinge mellem den opfattelse, at jeg enten tager fuldstændig fejl (’quite wrong’) eller intet afgørende nyt har at sige (’nothing new’)”. Og heri fik han ret. Hans neoklassiske kolleger afviste dengang, som det også sker i dag, kategorisk, at det markedsøkonomiske system ikke er selvoprettende. Derfor måtte Keynes’ ’nye’ teori efter deres mening søges i det nærmest trivielle forhold, at ’stive priser og pengeløn’ sinker den markedsøkonomiske tilpasning og derved forlænger krisen.
Denne afvisning bundede således i, at hans toneangivende kolleger i Cambridge (og på de fleste andre universiteter bl.a. i København) analyserede makroøkonomisk ubalance inden for rammerne af en (matematisk formuleret) ligevægtsmodel, som var forhåndsprogrammeret til at give en løsning, der indebar ’fuld’ beskæftigelse, hvis bare priser og lønniveau var tilstrækkeligt fleksible. Denne antagelse er fortsat grundlaget i de analytiske makromodeller, der benyttes i dag under, som nævnt, betegnelsen en generel ligevægtsmodel.
Dette metodologiske dogme gjorde det umuligt for datidens økonomer at indoptage Keynes’ banebrydende nye bidrag til makroøkonomisk teori: en påvisning af at mangel på informationer om fremtiden og den deraf følgende fundamentale usikkerhed, der må præge adfærden på mikro- og derfor også på makroniveau, ikke kan rummes inden for den neoklassiske makroøkonomiske teoriforståelse. Med dette udgangspunkt var scenen sat for den metodologiske afgrund, der skilte og stadig skiller Keynes fra de neoklassiske økonomer, der insisterer på, at makroøkonomi kan og skal kunne forstås inden for en sådan generel ligevægtsmodel. Keynes’ teoretiske konklusioner var set i dette neoklassiske perspektiv enten meningsløse; for usikkerhed kan ikke rummes i en sådan model, eller de bliver trivielle sig grænsende til vildledende, idet de bygger på den specielle antagelse, at lønniveauet vedvarende hindres i at tilpasse sig til det ’naturlige’ niveau. I den neoklassiske teori, hvor usikkerhed ikke inddrages eksplicit, er det let at konstruere en modelramme, hvor der altid er et sæt priser og lønninger, en såkaldt løsningsvektor, der sikrer ’fuld’ beskæftigelse.
I 1930’erne var ’usikkerhedens betydning’ en ny erkendelse, som Keynes bibragte den økonomiske videnskab. Det kan måske ikke overraske, at denne nye indsigt ikke umiddelbart blev forstået endsige accepteret af hans kolleger. Men at denne mangel på makroøkonomisk nytænkning fortsat venter på at få sit afgørende gennembrud her mere end 75 år efter udgivelsen af The General Theory og i lyset af endnu en verdensomspændende økonomisk krise, må give stof til undren – ikke mindst når hertil kan lægges, at Keynes’ makroøkonomiske forståelse giver en bedre empirisk forklaring af den vedholdende høje arbejdsløshed.
Så længe de dominerende fagøkonomiske miljøer holder fast i en modelkonstruktion, der ikke afgørende inddrager usikkerhed ved beskrivelsen af virkeligheden, er det vanskeligt at bebrejde de embedsmænd, der bidrager ved udformningen af den økonomiske politik, at deres rådgivning tager afsæt i den neoklassiske ligevægtsmodel; for den dominerer de økonomiske lærebøger. Her er det fortsat teorien om, at ’udbud af arbejdskraft skaber sin egen efterspørgsel (Say’s Lov), og at ’der med fordel bør være balance på de offentlige budgetter’ en fast bestanddel.
Derimod er det for mig som fagøkonom og som aktiv forsker inden for feltet makroøkonomisk teori en gåde, hvorledes den generelle ligevægtsmodel fortsat kan være den indiskutabelt benyttede analysemodel blandt langt de fleste af mine kolleger på de højere læreanstalter, og her taler jeg ikke kun om København og Århus. Når jeg gennemlæser indholdet af de dominerende lærebøger, sættes der end ikke et spørgsmålstegn ved anvendelsen af denne modelkonstruktion. Det er bare den model, der benyttes. Situationen fra 1930erne inden for økonomifaget har således ikke ændret sig på dette punkt. Hvis ikke en generel ligevægtsmodel baseret på et neoklassisk mikroøkonomisk grundlag benyttes, så anses analysen simpelthen for at være ’forkert’ – så er det ikke makroøkonomi. Det fremstår herved i undervisningen, som om Keynes aldrig havde skrevet én linje, bortset fra at have udarbejdet hovedprincipperne bag nationalregnskabsstatistikken.
For ikke-fagøkonomer må denne konklusion lyde meget kategorisk. For der er som nævnt i hovedteksten en gruppe af økonomer blandt neoklassikerne, der kalder sig ’ny-keynesianere’. De kan da ikke være helt upåvirkede af, hvad Keynes i sin tid skrev? Skulle man mene. Men det er de, i og med deres makroøkonomiske analysemodel fortsat er den generelle ligevægtsmodel, blot tilsat den ’keynesianske’ twist, at ufleksible priser og lønninger kan forårsage, at det trækker nogle år ud inden den ’fulde’ beskæftigelse nås.
Makroøkonomisk rådgivning, anno 2014
Det er bl.a. et synspunkt som aktuelt forfægtes af De Økonomiske Råds formandskab (’vismændene’), når de argumenterer for, at der på helt kort sigt (1-2 år) kan accepteres et underskud på de offentlige budgetter, hvis blot det samtidigt politisk besluttes, hvorledes et tilsvarende overskud skabes på et senere tidspunkt i konjunkturforløbet. Lidt populært sagt kan denne politik formuleres således, at ’der i en lavkonjunktur er ét, men kun ét, skud i den finanspolitiske bøsse’. En argumentation, der ud i ’vismændenes’ egen selvforståelse berettiger dem til at kalde sig ’ny-keynesianere’.
At ’vismændene’ grundlæggende benytter sig af den neoklassiske generelle ligevægtsteori og model, slog de bl.a. fast i deres eget 50 års jubilæumsskrift fra 2012. Her skriver de, at ’den langsigtede sammenhæng mellem arbejdsudbud og beskæftigelse er såvel teoretisk som empirisk velunderbygget’, s. 451.
At De Økonomiske Råds formandskab mener det alvorligt, at ’udbud skaber sin egen beskæftigelse’ blev endnu en gang bekræftet hen over sommeren 2014. To af ’vismændene’ havde netop offentliggjort et studie inden for rammen af en generel ligevægtsmodel, hvor effekten af at nedsætte topskatten blev fremlagt . Det nye i dette studie var, at beskæftigelsen ville stige så meget, at nedsættelsen af topskatten blev mere end selvfinansierende. Budskabet fra formandskabet var således, at en sænkelse af topskatten ikke alene ville øge BNP, men samtidig skabe et råderum på de offentlige budgetter til at øge velfærden (i form af øgede offentlige udgifter). Denne akademiske øvelse viste, hvor ’bøjeligt’ et analyseinstrument en generel ligevægtsmodel kan gøres til – stort set et hvilket som helst resultat kan nås, hvis blot modellen ’programmeres’ rigtigt. Resultatet blev således også straks imødegået af Finansministeriet, ikke fordi økonomerne dér var uenige i brugen af den generelle ligevægtsmodel; men fordi de forhåndsprogrammerer den anderledes.
Finansministeriet anfægtede ikke grundantagelsen, at reducerede skatter øger udbuddet af arbejdskraft, og heller ikke at ’udbud skaber sin egen efterspørgsel efter arbejdskraft’. Her var alt ved det gamle. Uenigheden udsprang udelukkende af, at ’vismændene’ havde ’glemt’, at ifølge de gældende overenskomster for offentligt ansatte og den eksisterende sociallovgivning reguleres lønnen til offentligt ansatte ligesom en række sociale ydelser i takt med stigningen i BNP. Den forøgede vækst ville derfor udløse øgede offentlige udgifter og herved alligevel efterlade et hul i statskassen. Sammenhængen mellem BNP-vækst og offentlige udgifter kan naturligvis modificeres gennem en ændret lovgivning, som det allerede er sket med skatte- og dagpengereformen fra 2012, hvorved modellen kan give det ønskede resultat. Da dette spørgsmål om forskelle i forhåndsprogrammering af modellen var afklaret mellem de deltagende økonomer, indtrådte der atter fuld enighed i det dominerende danske økonommiljø. Her er finanspolitikkens vigtigste opgave fortsat at sikre ligevægt på de offentlige budgetter, hvilket i enhver henseende er anti-tesen til Keynes’ finanspolitiske konklusioner, jfr. kapitel 6 (i hovedteksten).
Der er således noget paradoksalt ved, som fagøkonom og teorihistoriker at være vidne til, at den makroøkonomiske teori tilsyneladende går i ring og nu atter er solidt forandret i den teoridannelse, der herskede i mellemkrigstiden. En række af de teoretiske argumenter, der i dag forfægtes af de toneangivende økonomer i ind- og udland, er indholdsmæssigt næsten en afskrift af de selvsamme teorier, som dominerede for nu mere end 75 år siden, blot i dag omgærdet af en massiv vognborg af for de fleste almindelige mennesker vanskeligt gennemtrængelig matematik. At teorien går i ring er majoriteten af de ny-keynesianske økonomer formentlig uvidende om, da ’den økonomiske teoris historie’ for længst er slettet som et obligatorisk fag på økonomistudierne. (Tankevækkende er det, at studerende må ty til såkaldte ’heterodokse’ økonommiljøer eller ligefrem andre fagområder for at få en præsentation af, hvad Keynes egentlig skrev. Her er det bl.a. frugtbart at konsultere Robert Skidelsky’s (britisk historiker) fornemme tre-binds biografi om John Maynard Keynes udgivet 1983-2000. Den findes også i forskellige forkortede udgaver.)
Makroøkonomiske lærebøger, anno 2014
Et andet for mig ligeså tankevækkende paradoks er det, at den aktuelle økonomiske krise ikke har givet mine fagøkonomiske kolleger anledning til en mere grundlæggende revurdering af indholdet i deres makroøkonomiske lærebøger. For det er ikke nogen overdrivelse at konstatere, at aldrig har så mange økonomer taget så meget fejl, som af den økonomiske udvikling igennem de seneste 10 år. I midten af 2000’erne dominerede forestillingen om the new moderation: at større konjunkturbevægelser hørte fortiden. Men også efter 2008 dominerer the new moderation fortsat i lærebøgerne, blot med den tilføjelse, at stødene udefra kan være større end hidtil antaget f.eks. den internationale finanskrise og statsgældskrisen, hvilket blot understreger betydningen af, at arbejdsmarkederne bør gøres endnu mere fleksible.
Givet er det i hvert fald, at vi skal helt tilbage til 1930’erne for at finde tilsvarende systematiske fejlvurderinger af det ’udeblevne opsving’. Antagelsen om det selvregulerende makroøkonomiske system er så åbenbar urealistisk, hvilket bl.a. udviklingen i den europæiske arbejdsløshed siden midten af 1970’erne er et direkte vidnesbyrd om.
Det er således ikke kun perioden efter 2008, der burde have manet til fagøkonomisk selvkritik. For fraværet af noget der blot kunne minde om et selvregulerende makroøkonomisk system har været evident siden 1970erne i form af stigende arbejdsløshed, inflation, boligbobler, betalingsbalanceunderskud og uligevægt på de offentlige budgetter. På denne empiriske baggrund er det derfor ikke kun mig, der spørger ’What Went Wrong?’ med lærebøgerne. Det var også overskriften på forsiden af det britiske ugemagasin The Economist i 2009 med en tegning af en lærebog i ’Modern Economics’ under total nedsmeltning og med nogle markante udtalelser om nytten, eller rettere snarere det modsatte, af de seneste 30 års makroøkonomiske forskning.
Men en reaktion fra forfatterne i ind- og udland af de mest benyttede lærebøger lader stadig vente på sig. Og det uanset, at det efterhånden er blevet en fast praksis, at de økonomer, der rådgiver om den økonomiske politik må konstatere, at opsvinget nok alligevel først kommer til næste år. Alene på den baggrund ville det for mig at se være en (oplagt) anledning til, i hvert fald for de selverklærede ’ny-keynesianske’ økonomer at læse, hvad Keynes egentlig skrev om makroøkonomisk teori og metode og dernæst at overveje, hvorfor tager ’vi’ systematisk fejl? Det kunne jo være, fordi forståelsen af den fundamentale usikkerhed såvel teoretisk som analytisk er fraværende i de generelle ligevægtsmodeller, som Keynes om nogen advarede kraftigt imod brugen af. En sådan fornyet erkendelse kunne føre til en mere realistisk teoridannelse og modelbrug både i de makroøkonomiske lærebøger og måske mindst ligeså vigtigt ved rådgivningen om den økonomiske politik.
Jesper Jespersen er professor på Roskilde Universitet
