Politiske anbefalinger, som bremser omstillingen, understreger behovet for at gøre op med økonomens “hvide kittel”
Af Nils Enrum
Økonomifaget og økonomisk teori præsenterer sig som upolitisk og neutralt, men det er langt fra sandheden. Både teori og praksis er så spækket med værdier, prioriteringer og metodemæssige til- og fravalg, at økonomi er politik, snarere end videnskab.
Når det gælder omstilling og bæredygtighed, er økonomisk teori præget af at være udviklet i en tid med mindre opmærksomhed om natur og klima. Økonomifagets primære fokus er markedsøkonomiske forhold og det, som umiddelbart kan regnes i kroner og øre.
Alle fag har dog et fokus, som fjerner opmærksomheden fra andre emner. Psykologer psykologiserer, tandlæger ordner tænder osv. Hvad er problemet? Problemet er, at økonomien har enorm betydning for det fysiske og biologiske livsgrundlag, skønt de fleste økonomiske teorier ignorerer disse konsekvenser. Det skæve faglige fokus bliver en slags udeladelsessynd, når en økonom konkluderer et eller andet om “sine emner” (fx sænk skatterne, øg forbruget) uden at inddrage “andre emner” (fx forbrugets konsekvenser for miljøet).
Tag Produktivitetskommissionens anbefaling af at lempe planloven og tillade hypermarkeder. Det teoretiske fokus er omsætning pr. ansat og pr. investeret krone. Udeladelsessynden er, at natur og miljø ikke er rigtig med i overvejelserne. Hypermarkederne promoveres, fordi større butiksenheder sparer arbejdskraft og omkostninger. Risikoen for, at nærbutikkerne dør og bilkørslen vokser, kommer i anden række, og nævnes som detaljer.
At der i de senere årtier er vokset en miljøøkonomisk knop ud på økonomifaget har ikke rettet op på sagen. I miljøøkonomisk teori er det stadig samfunds- og markedsøkonomien, som spiller hovedrollen, mens økosystemet, planeten og atmosfæren, betragtes som et subsystem koblet på økonomien.
I Danmark kender vi miljøøkonomi fra bl.a. Det Miljøøkonomiske Råd, der har sekretariat og formandskab (“vismændene”) fælles med Det Økonomiske Råd. De årlige miljøøkonomiske rapporter herfra illustrerer, at miljø-præfikset ikke indebærer nogen økologisk eller “grøn” tilgang. Rapporterne indeholder flere eksempler på rådgivning, som nedtoner behovet for omstilling. Hvis behovet da efter vismændenes mening overhovedet findes, for i 2012 beregnede de, at Danmark allerede er bæredygtigt.
De har for nyligt anbefalet, at PSO-afgiften på elektricitet bør erstattes af en højere skat på arbejdsindkomst. I “Miljø og Økonomi 2014” foreslår de at skrue ned for udbygningen med vindkraft. Og de fraråder affaldssortering og genbrug med den begrundelse, at det er for dyrt. Selv genbrug af aluminium frarådes, fordi ny aluminium fremstilles uden for Danmarks grænser, og så skal den besparelse ikke tælle med, synes vismændene.
Diskutable antagelser
Uafhængige økonomer har lov at mene og foreslå disse ting, men det er politiske forslag, baseret på diskutable antagelser og forudsætninger, herunder økonomifagets skæve tilgang til virkeligheden. Den slags anbefalinger bør derfor ikke fremføres som neutrale, værdifri konklusioner fra hvidkitlede videnskabsfolk, sådan som mange journalister og politikere gør (især de, der bifalder forslagene).
Bag konklusionen om, at det er for dyrt at genanvende affald, ligger fx også en forudsætning om, at borgernes tidsforbrug på at sortere affaldet skal tælle som en udgift. Tid er penge, nemlig 81 kr. pr. time. Alene den antagelse gør pludselig genbrugsmodellen 40 procent dyrere!
Burde hypermarkeds-forslaget så ikke også indregne, at jeg uden nærbutikken skal have 81 kr. i timen for at cykle to gange 4 km i stedet for at gå ned på hjørnet, når jeg har glemt at købe en liter mælk? Det kan man jo diskutere og have forskellige holdninger til. Økonomi er politik.
Nils Enrum er cand.polit. og lektor på Professionshøjskolen Metropol
