Af Jesper Jespersen* 

Det turde være overflødigt at præsentere den franske økonom Thomas Pikettys bog, Capital in the Twenty-First Century. Det spørgsmål, der dog stadig står ubesvaret hen, er: Hvorfor har netop denne bog skabt så meget diskussion – ikke kun blandt økonomer, men også blandt politiske rådgivere og tænketanke.

I sidste uge trak Cepos et fuldt auditorium (250 deltagere) med en invitation til debat om bogen. Overskriften var: paradigmeskifte i økonomi eller et anti-kapitalistisk skrift? Den økonomiske redaktør ved det britiske dagblad Financial Times, Chris Giles, gik det skridt videre og skrev, »at bogens konklusioner ikke fremstår som værende understøttet af bogens egne tal«. Altså, at Piketty under dække af videnskab skulle drage ideologisk betingede konklusioner.

Inden vi ser nærmere på denne kritik, kan der være grund til at reflektere over bogens indhold og metode. Piketty er uddannet og trænet som traditionel neoklassisk økonom. Han har skrevet ph.d.-afhandling og efterfølgende undervist ved et af de mest prestigefyldte amerikanske østkyst-universiteter. Et karakteristisk træk ved denne neoklassiske teori er, at den er formuleret matematisk og ofte baseret på forsimplende antagelser om den økonomiske adfærd med meget lidt fokus på fordeling af indkomst og formuer. Det skyldes bl.a., at de neoklassiske modeller er befolket med såkaldte repræsentative agenter, der alle antages at være ens, hvorved fordeling forsvinder ud af modellen.

Når disse modeller benyttes i den politiske rådgivning, så vil ændringer i fordelingen mellem mennesker eller befolkningsgrupper sjældent fremstå som et integreret resultat af den økonomiske analyse; men vil i givet fald blive påhæftet efterfølgende. En praksis, der også kendes fra miljøøkonomi, hvor de ’grønne’ konsekvenser belyses efterfølgende; men uden konsekvens for de (penge)økonomiske resultater beregnet i den matematiske model.

Tilbage til virkeligheden

Denne analyseforms store begrænsninger fik Piketty til at konstatere, at »besættelsen af de matematisk formulerede modeller er en [for] let måde at få resultaterne til at fremstå som videnskabelige uden at besvare de langt mere komplekse spørgsmål som forståelsen af det virkelige samfund stiller«.

Uden (gode) data er det umuligt at arbejde seriøst med samfundsvidenskab. Så længe der udelukkende arbejdes med abstrakte matematiske modeller, kan et tilsigtet resultat nås, hvilket åbner en ladeport for normativitet (ideologi). Det er først, når modellerne konfronteres med virkeligheden, dvs. gode og relevante data, at de matematiske modellers egnethed og dermed mulighed for at besvare komplekse spørgsmål testes. Hvis der ikke eksisterer pålidelige data, kan den ene model være lige så god som den anden. Så bliver det i stedet et spørgsmål om formidling, magt og tradition snarere end videnskabelige kriterier, der bestemmer, hvilken model, det vil sige hvilken ideologi, der lægges til grund for den politiske rådgivning.

Dette i Pikettys optik uvidenskabelige grundlag ønskede han at gøre op med, når han skulle rådgive om fordelingens og ulighedens dynamik i de vestlige demokratier. Han brød derfor med den etablerede økonomiundervisning i Frankrig (og USA) og var med til at starte Paris School of Economics, hvor den økonomiske virkelighed skulle spille en langt væsentligere rolle i undervisningen.

Ulighed med stort U

Pikettys bog har netop nye og mere pålidelige data som omdrejningspunkt. Han har været dybt nede i de historiske arkiver for at finde tal for udvikling i de private formuers størrelse og fordeling. Jo længere han går tilbage i tiden, desto mere sparsomme bliver kilderne.

Men det er lykkedes ham at grave tilsyneladende pålidelige tal frem for størrelsen af de private formuer i en række af de vestlige lande. Endnu sværere har det været at få tal for fordelingen af disse formuer. Navnlig tilbage i det 19. århundrede er tallene sparsomme.

Men takket været den franske revolution har det været muligt for ham at få lange tidsserier for formueudviklingen fordelt på personer i Frankrig, da der dengang blev indført formuebeskatning og arveafgift.

Det afgørende nye i Pikettys bog er det stærkt forbedrede og tidsmæssigt forlængede datagrundlag for indkomst- og formuefordelingen. Disse tal for indkomstfordelingen bryder med den hidtidige antagelse om den fordelingsmæssige dynamik i de rige vestlige lande, hvor perioden 1880-1960 lå til grund. Her ses der, i navnlig USA, først en stigende ulighed frem til ca. 1930, der efterfølgende mindskes markant i efterkrigstiden, der samlet har form som et omvendt U, en såkaldt Kuznets-kurve.

Konklusionen var dengang, at de rige lande blot skulle igennem en transition, hvor uligheden steg midlertidigt, for dernæst at falde. Men de nye tal afslører, at der i et længere perspektiv tværtimod er tale om en omvendt udvikling, hvor perioden fra 1930 til slutningen af 1970’erne er en undtagelse begrundet i en bevidst politisk strategi formet gennem Roosevelts New Deal, der indebar betydelige stigninger i offentlige udgifter og beskatning af indkomst, formue og arv.

Fra omkring 1980 fik markedskræfterne atter et større spillerum i takt med, at privatisering, deregulering og øget globalisering blev sat på den politiske dagsorden: Skatterne blev sænket, finansielle supermarkeder skød op, og internationale monopoler dannedes.

Pikettys kurve for udvikling i indkomstfordelingen frem til 2010 har således form som et normalt U med et bundpunkt i 1970, efterfulgt af en stigende ulighed, der i 2010 når op på højde med 1920’erne. I dag har de rigeste 10 pct. af den amerikanske befolkning 50 pct. af den samlede indkomst. I Europa er det ’kun’ 35 pct.

Formuefordelingen har ikke en lige så udtalt U-form. Det kan således ikke anfægtes, at formuerne i dag er mindre ulige fordelt end før Første Verdenskrig. Et forhold, der dog ikke ændrer ved, at de private formuer fortsat er meget ulige fordelt. I USA har de 10 pct. rigeste familier ikke mindre end 70 pct. og i Europa 60 pct. af de samlede formuer.

Kritik af Piketty

Det spørgsmål, som Financial Times rejste med afsæt i de britiske tal, var, om Piketty har ret, når han konkluderer, at formueuligheden i Europa atter er begyndt at vokse. Har Piketty været for hurtig, da han konkluderede, at det ikke kun var indkomstuligheden, men også formueuligheden, der var U-formet i Europa?

Spørgsmålet er uhyre relevant, navnlig i et metodemæssigt perspektiv. For data kan jo ligesom modeller udvælges, så de understøtter en i forvejen ønsket konklusion. Det var Pikettys kritik af de matematiske modeller. Nu skulle han nødigt have begået en tilsvarende fejl ved selektivt at udvælge data.

Piketty kunne dog forholdsvis let afvise, at kritikken fra Financial Times på nogen afgørende måde rokkede ved hans hovedkonklusion. Den afviste kritik gav ham dog anledning til at understrege, at ikke kun data, men også datakilder er usikre, hvorfor kildernes kvalitet bør vurderes nøje. Her havde Financial Times kritiske sans tilsyneladende svigtet, hvilket både The New York Times og The Economist var enige i.

Tilbage står Pikettys hovedkonklusion, der har ophidset så mange liberale debattører: Et ureguleret markedssystem kan udvikle en så høj grad af økonomisk ulighed, at den kan true både den demokratiske styreform og store befolkningsgruppers velfærd.

*) Jesper Jespersen er professor ved Roskilde Universitet. Artiklen er bragt i Information den 1. juli 2014