’Debatindlæg’ i Politiken, 19. maj 2016
Dr. scient. adm. Jesper Jespersen, Professor i økonomi, Roskilde Universitet

Igennem de seneste 6 år har finansministeriet systematisk fejlvurderet den økonomiske udvikling. Men finansministeriets økonomer står ikke alene med deres fejlskøn, de deler dem med ’vismændene’, nationalbanken og de fleste såkaldt ’uafhængige’ økonomer. Det har således med få undtagelser været en tilbagevendende retorik i forbindelse med fremlæggelsen af finanslovsforslaget i august måned, at ’opsvinget kommer til næste år!’. Når så BNP-tallene efterfølgende viste, at dansk økonomi var forblevet i krybesporet, blev vækstskønnet gradvist nedskrevet og søgt bortforklaret bl.a. med henvisning til, at de andre økonommiljøer også har nedjusteret deres skøn. Men det der nok må undre mest er, at finansministeriet med helt overvejende sandsynlighed til august atter en gang ved fremlæggelsen af finansloven vil konkludere, at ’til næste år kommer opsvinget’, så derfor bør der føres en forsigtig finanspolitik osv, osv, osv.Sådan har det i hvert fald stået på lige år efter år siden 2010, uden noget tilløb til selvkritik. Jeg vælger her bevidst at se bort fra kriseårene 2008/09, hvor vækstskønnene var helt ved siden af. Men selv i de efterfølgende mere normale år har regeringens økonomer vurderet, at væksten i BNP i det kommende år ville ligge lige i underkanten af 2 pct. og derigennem advaret mod en for lempelig finanspolitik; for ’opsvinget kommer af sig selv til næste år’. Hvis økonomerne havde haft ret i deres vækstskøn for ’næste år’, så ville dansk økonomi være vokset med mere end 10 pct. fra 2010 og frem til i dag. Men nej, den realiserede vækst blev kun en tredjedel – og endda to år med minusvækst!

Hvordan kan så mange økonomer tage så meget fejl? For som nævnt det er ikke kun finansministeriet, der systematisk tager fejl. Det har stort set alle ‘prognoseøkonomerne’ gjort, idet deres vækstskøn er påfaldende ens. Fremskrivningerne af udviklingen i dansk økonomi fra disse i princippet uafhængige institutioner ligner således hinanden til forveksling. Hvordan kan det forklares?

En nærliggende forklaring er, at de enten bag kulissen samarbejder, eller at de ligefrem ’skriver af efter hinanden’. Det kan ikke afvises; for ’enighed gør stærk’, idet fejlskønnene så kan bortforklares ved, at ’de andre tog jo også fejl’ suppleret med frasen, ’det er svært at forudsige, hvad der kommer udefra’.

Men forklaringen skal nok snarere søges et andet sted. At den økonomiske teori og de økonomiske modeller, som benyttes i finansministeriet, af ’vismændene’ og nationalbanken er påfaldende ens og, har det vist sig, i påfaldende grad giver en urealistisk beskrivelse af den økonomiske adfærd og de institutionelle rammer, herunder markedssystemet, der er bestemmende for den faktiske udvikling.
Inden jeg går i detaljeret med det modelmæssige grundlag for disse fejlskøn – bør det vel retfærdighedsvist nævnes, at her adskiller det danske økonommiljø sig ikke afgørende fra, hvad der foregår i EU-kommissionen, i Den internationale Valutafond og i OECD, og de tager ligeledes ofte systematisk fejl.

Disse fremskrivninger af den økonomiske udvikling er alle grundlæggende baseret på neoklassiske generelle ligevægtsmodeller omfattende adskillig tusinde matematiske ligninger. Herved er det antaget, at samfundsøkonomien kan analyseres, som var det Newtons planetmodel.
I dette matematiske ligningssystem bliver den menneskelige adfærd reduceret til noget, der minder om en karikatur af et neoliberalt partiprogram: individuel egennytte- og profitmaksimering af pengebaserede transaktioner, hvor miljøbelastning er fraværende, offentlige udgifter udgør en dødvægt og skatter forvrider arbejdsudbuddet. Hertil kommer, at et privatøkonomisk markedssystem antages (bemærk antages!) at kunne skabe job til alle, der ønsker et job. Det er kun de velfærdsstatslige ydelser og en ufleksibel løn, der blokerer for fuld beskæftigelse.

I disse regnemodeller har økonomerne således på forhånd antaget, at fuld beskæftigelse kommer af sig; for her skaber ’udbud af arbejdskraft sin egen efterspørgsel’. Det er ikke et empirisk resultat; men en forudsætning for beregningerne. Økonomerne har således på forhånd baseret modelberegningerne på den antagelse, at arbejdsløsheden forsvinder af sig selv. Det er ikke en indsigt som anvendelsen af modellen bidrager med, tværtimod er modellen forhåndsprogrammeret til at nå dette resultat. Her har vi en væsentlig forklaring på, den høje grad af konsensus i det danske modelmiljø, at ’opsvinget kommer til næste år’; for ellers kan arbejdsløsheden ikke forsvinde.
Produktionen drives i de generelle ligevægtsmodeller frem af egennytte- og profitmaksimerende aktører (i fagjargon beskrevet som ’rationel adfærd’). De er forudsat at have sikker viden om fremtiden (i fagjargon omtales det som ’rationelle forventninger’). Det giver dem sikkerhed – i modellen – for, at der vil være job til alle, hvilket dog kræver en tilstrækkelig lønfleksibilitet (nedad).

Ovenstående er grundmodellen for analyser af udviklingen i dansk økonomi. Modellerne bygger på en stribe helt åbenbart urealistiske forudsætninger, der så langt fra afspejler virkeligheden. Det er i al sin enkelthed en af de væsentligste forklaringer på de betydelige fejlskøn, som kendetegner økonommiljøet.

Hvilket efterlader det ubesvarede spørgsmål, hvorfor det dominerende økonommiljø benytter disse generelle ligevægtsmodeller, der systematisk er kørt af sporet? En væsentlig årsag hertil er, at de bygger på urealistiske forudsætninger, der kunne have været skrevet ud af et neoliberalt partiprogram. Men det måske endnu mere ubesvarede spørgsmål er, hvorfor der intet tilløb i økonommiljøet tages til at ændre på dette åbenbare misforhold?