Af Poul Thøis Madsen

Magthavende økonomer sætter gerne deres afgørende fingeraftryk på reformer – senest af dagpengesystemet. Det er derfor vigtigt for den demokratiske debat og journalisters spørgsmål til økonomerne at øge kendskabet til, hvordan moderne økonomer ’tænker’.

En vigtig del dagpengereformen er incitamenter. De antages at være af afgørende betydning for arbejdsudbuddet – dvs. hvor mange der ønsker at udbyde deres arbejdskraft. Udbuddet antages på længere sigt at skabe sin egen efterspørgsel og dermed for, hvor mange der rent faktisk er i beskæftigelse.

Her er det et problem, at vi allerede i den fjerde sætning er på vej over i sort snak for store dele af befolkningen. En meningsmåling har vist, at store dele af befolkningen tror, at arbejdsudbud = beskæftigelse. Altså at det på en eller anden måde er to sider af samme sag.

Det, der er på spil her, er, at økonomer antager, at incitamenter er af afgørende betydning for arbejdsløshedens størrelse. At arbejde antages at være en forbandelse, som vi ønsker at gøre så lidt som muligt for så mange penge som muligt. Derfor er der behov for incitamenter for at øge arbejdsudbuddet.

Dagpengereformen er også strikket sammen på en måde, så ændrede incitamenter fører til en vis beskæftigelseseffekt ifm. korttidsansættelser. Derudover antages det, at reformen generelt vil føre til et større reelt arbejdsudbud, hvilket forventes at presse lønstigningerne nedad. Det kan føre til en større efterspørgsel efter arbejdskraft og dermed også skabelsen af mere langvarige ansættelser.

Der er næppe tvivl om, at arbejdsudbuddet har en vis indflydelse på priserne, men udviklingen i inflationen i de seneste år peger på, at andre forhold har en langt større betydning. En indikation på, hvorvidt arbejdsudbuddet er stort eller lille, er graden af arbejdsløshed. I perioder med en ganske varierende arbejdsløshed har prisstigningerne  indtil 2013 svinget ret stabilt omkring de 2 %. Siden 2010 har vi oplevet en ret konstant ledighed, medens prisstigningerne gradvist er blevet historisk lave. Det indikerer, at der slet ikke en sammenhæng mellem ledigheden og inflation i praksis. Eller: man ser kun sammenhængen, hvis man tror på den.

Uanset hvad, så er alle de præcise udsagn om, hvor mange jobs en anden type af reform kunne have skabt, baseret på så mange antagelser, at de intet er værd. Den økonomiske videnskabs grundproblem er, at selv, hvis den mest radikale dagpengereform havde været gennemført, så ville vi ikke vide, om den følgende udvikling i beskæftigelse og arbejdsløshed har en disse med reformen at gøre. Vi kan ikke rulle udviklingen tilbage, afprøve en anden reform og så sammenligne resultatet.

Vigtigere så afspejler dagpengereformen, at økonomer som en anden Gud skaber verden i deres eget billede. Derfor er det også så vigtigt at vide, hvordan økonomer tænker. Den tidligere overvismand Peter Birch Sørensen sammenfatter det sådan her:

”Når det handler om det korte sigt, er vismændene keynesianere, hvorimod de er klassiske udbudsøkonomer, når det drejer sig om det lange sigt. …den økonomiske aktivitet på kort og mellemlangt sigt … bestemmes [primært] af den samlede efterspørgsel. På længere sigt antager de, at … den økonomiske aktivitet er styret af … udviklingen i arbejdsudbuddet og den underliggende vækst i arbejdsproduktiviteten.” Og der er angiveligt ’et stærkt belæg for denne måde at anskue økonomien på’.[1]

Som det fremgår, så fører et øget arbejdsudbud til en øget vækst – på lang sigt. Det er ikke en tankegang, man kan ’bevise’. Ja, der er i det hele taget rigtig lidt inden for økonomi, der kan bevises. Derfor er økonomer netop afhængige af at have et paradigme – en måde at anskue verden på – for overhovedet at kunne forholde sig til kompleksiteten.

Det betyder imidlertid ikke, at det hele handler om tro. Det handler også om argumenter. Argumentet for, at arbejdsudbuddet og dermed en dagpengereform er så vigtige, er, at der på det lange sigt er en tendens til, at udbuddet af arbejdskraft samvarierer med beskæftigelsen; altså at udbuddet synes at skabe sin egen efterspørgsel. Der, hvor teorien kommer ind som en overdommer, er: hvor ved vi fra, at årsagssammenhængen går den vej? Det gør vi, fordi det er sådan, at de fleste danske økonomer i dag tænker.

Men sammenhængen mellem de to størrelse vil ifølge en mere efterspørgsels-orienteret tankegang (keynesiansk) gå den anden vej. En øget beskæftigelse afføder et tilsvarende øget udbud af arbejdskraft. Eller man kan også tænke sig en kombinationsforklaring, hvor der sker en interaktion mellem udbuddet af og efterspørgslen efter arbejdskraft.

Dagpengereform eller ej. Det er afgørende, hvilken teori økonomerne trækker på. Og den teori, de magthavende økonomer trækker på i dag, har et navn, som de aldrig selv nævner, formentlig fordi det virker useriøst at være afhængig af en teori. Teorien er ’nykeynesianisme’ – sammenfattet af Birch Sørensen i citatet ovenfor.

   [1] Det økonomiske Råds jubilæumsskrift (2012, p. 34).

Artiklen har været bragt i Politiken den 12. november 2015