Omprioriteringsbidraget vil ramme kernevelfærden i kommunerne og medføre, at det offentlige forbrug vil falde yderligere. Det har det gjort siden 2010. Den skrappe styring af kommunernes økonomi med regnskabssanktionen har fået Danmark til at halte bagefter i forhold til andre EU-lande
Af Lisbeth Baastrup Burgaard, Mette Langager og Andy Andresen, FTF
Størrelsen og væksten i det offentlige forbrug spillede en central rolle i den seneste folketingsvalgkamp og finanslovsforhandlinger for 2016. Venstre ønskede nulvækst i den offentlige sektor frem til 2020, Socialdemokraterne og de Radikale lagde op til en vækst på 0,6 pct., mens Dansk Folkeparti toppede med et krav om forbrugsvækst på 0,8 pct. Regeringens finanslovsudspil i september lagde sig tæt op af Venstres meldinger om nulvækst med en stigning på 0,1 pct. i det offentlige forbrug i 2016.
En beregning fra regeringen i november viser imidlertid, at den regner med en forbrugsvækst på 0,3 pct., og det er også udgangspunktet for den finanslovsaftale for 2016, som regeringen har indgået med de øvrige blå partier. Stigningen fra 0,1 til 0,3 pct. er imidlertid ikke udtryk for, at det er lykkedes for Dansk Folkeparti at løfte udgiftsniveauet og sikre et bedre grundlag for velfærden. Stigningen er blot et udtryk for, at det offentlige forbrug i 2015, som er det der sammenlignes med, ikke bliver så stort som forventet. At politikerne vælger at bruge færre penge i det offentlige er efterhånden mere reglen end undtagelsen.
Den aktuelle tilstrømning af flygtninge til Danmark fik den 10. december regeringen til i sin Økonomiske Redegørelse at forvente en stigning på 0,8 procent i det offentlige forbrug i 2016 på grund af voksende udgifter til flygtninge.
Men det faktum, at der kommer flere flygtninge til Danmark og udgifterne hertil stiger, ændrer dog ikke på, at sanktionsbestemmelser – særligt regnskabssanktionen i kommunerne – siden 2011 har betydet, at der bruges færre penge i det offentlige til bl.a. velfærd.
Sanktioner rammer velfærden i kommunerne
Kommunernes regnskabstal for de seneste fire år viser, at de gennemsnitligt har brugt 1,9 pct. mindre årligt end budgetteret. I alt 18 milliarder kroner på fire år. Årsagen er regnskabssanktionen, der straffer kommuner og regioner, hvis de bruger flere penge, end de har budgetteret med.
Mange kommuner tør simpelthen ikke bruge alle de budgetterede midler på velfærd af frygt for at blive straffet. Det rammer den borgernære velfærd, og det mærker fx børnene, de ældre og syge.
DK halter efter
Det lavere offentlige forbrug i Danmark afspejler sig også i internationale sammenligninger. Det offentlige forbrug i Danmark halter bagefter og er endnu ikke nået op på niveauet fra 2010. Det viser tal fra OECD, hvor udviklingen i det offentlige forbrug er opgjort for en lang række lande.
OECD’s tal har udgangspunkt i 2010. I Danmark er det offentlige forbrug i 2014 kun 98,1 pct. af, hvad det var i 2010. Både i 2012 og 2013 haltede forbruget i Danmark også bagefter, hhv. 98,4 pct. og 97,9 pct. af forbrugsniveauet i 2010. jf. tabel nedenfor. Og meget taler for, at den udvikling også vil vise sig for 2015 og i de kommende år, hvis linjen fra den seneste finanslovsaftale fortsættes.
Tysklands offentlige forbrug vokser
OECD’s analyse viser, at i OECD-landene i gennemsnit var det offentlige forbrug i 2014 kommet op på 100,8 pct. af niveauet i 2010. EURO-landene har således samlet øget deres offentlige forbrug med næsten 1 pct. i perioden 2010-2014, på trods af at der er skåret voldsomt i nogle kriseramte Sydeuropæiske lande.
Ser man på Danmarks nabolande i Norden og Tyskland, har der imidlertid været plads til en noget mere positiv udvikling i det offentlige forbrug. I Tyskland er forbruget næsten 5 pct. større i 2014 end i 2010. Det samme gør sig gældende for Sverige. Norge har prioriteret et offentligt forbrug der er godt 7 pct. større i 2014 end i 2010.
Forklaringen på den negative udvikling i Danmark skal som nævnt formentlig findes i de skrappe sanktioner, der siden 2011 har været iværksat overfor kommunernes økonomi, især regnskabssanktionen. Sanktioner, der med budgetloven fra 2013, er blevet gjort permanente.
Omprioritering rammer velfærden
Og udsigterne for det offentlige forbrug i Danmark bliver ikke lysere af, at regeringen nu også presser et omprioriteringsbidrag igennem. Omprioriteringsbidraget betyder, at kommunerne hvert år frem til 2019 skal aflevere 1 pct. til staten i bidrag til at omprioritere. Det svarer til 2,4 mia. kr. årligt.
I 2016 har kommuneren ganske vist ved sommerens aftale med regeringen fået tilbageført 1,9 mia. kr., så bidraget er kun 0,5 mia. kr., men samlet skal kommunerne alligevel aflevere ca. 7,5 mia. kr. i omprioriteringsbidrag i perioden frem til 2019. Godt nok er der nu med finanslovsaftalen lappet lidt på kommunernes økonomi, idet kommunerne får tilført en mia. kr. årligt til ældreområdet frem til 2019, i alt 4 mia. kr. Trækkes de fra omprioriteringsbidraget skal kommunerne dog stadig sænke forbruget med ca. 3,4 mia. kr.
Staten og regionerne er også omfattet af omprioriteringsbidraget, for statens vedkommende med hele 2 pct. og for regionerne 1 pct. for dele af deres områder. På statens område slår det bl.a. igennem som omfattende besparelser på uddannelses- og forskningsområdet, som på sigt bl.a. svækker Danmarks vækst- og konkurrenceevne. Politisk er der fra regeringen lagt op til, at en væsentlig del af provenuet fra omprioriteringsbidragene skal gå til skattelettelser i forårets forhandlinger.
Flere ældre presser økonomien
Det dalende offentlige forbrug sker samtidig med, at bl.a. den demografiske udvikling med flere ældre sætter den offentlige sektor under pres. Dermed kan det nuværende serviceniveau ikke fastholdes. Konsekvensen af, at der i realiteten føres nulvækstpolitik, vil være omfattende nedskæringer i det offentlige serviceniveau, svækkelse af det langsigtede vækstgrundlag og forringelser i velfærden. Og Danmark vil sakke endnu længere bagefter de øvrige EU- og OECD-lande.
Redigeret af journalist Jens Peter Kildevang
Analysen er bragt i Politiken den 13. december 2015