20. oktober 2013

Kriseforlængende politik

Den politik som herhjemme har været ført i kølvandet på den økonomiske krise har gjort krisen værre og længere. Sådan lød en af konklusionerne på Netøks seminar d. 18. oktober om den aktuelle krise. I teksten nedenfor er der links til oplægsholdernes slides.

Læs mere

FacebookTwitterDel

14. oktober 2013

Vejen til omstilling går via skatter og afgifter

Af Nils Enrum*

– Med henvisning til konkurrenceevnen løber regeringen den forkerte vej: Væk fra de skatte- og afgiftsinstrumenter, som kræves til en omstilling til en bæredygtig økonomi

Skatteforskrækkelsen griber om sig herhjemme. Skattepolitik er blevet til skattelettelsespolitik: Topskatten mindskes, planlagte afgifter fortrydes og aflyses, og skattetrykket falder generelt. Oftest begrundes skatteforskrækkelsen med hensynet til danske virksomheders internationale konkurrenceevne, som ser ud til at  have en enorm skræmmeeffekt.

Læs mere

5. september 2013

Hvor svært kan det være at regulere bankerne?

Af Jesper Jespersen*

– Ikke særlig svært! Men det kræver, at man holder lobbyisterne stangen og gør op med myten om, at regulering hæmmer økonomisk vækst

En ting har vi da lært af bankkrisen: På direktionsgangene i toneangivende pengeinstitutter er det sjældent øget konkurrence eller endsige samfundssind, der står i centrum.

Tillad mig at benytte lejligheden til at minde om, at der ikke er nogen modsætning mellem regulering af den finansielle sektor – herunder bankerne – og økonomisk vækst, som det ellers er en yndet sport at hævde.

Tilbage i 1950’erne og 1960’erne var reguleringen forholdsvis stram, som en konsekvens af den finansielle krise i 1930’erne, der endnu stod skarpt i erindringen. Bankerne var således i en periode underlagt et regulært udlånsloft. Men reguleringen i efterkrigstiden stillede sig ikke hindrende for, at væksten i de første tiår i hele den vestlige verden lå på et historisk højt niveau, bl.a. fordi finansielle kriser var et stort set fraværende fænomen.

Fra slutningen af 1970’erne blev der indledt en bølge af finansiel liberalisering, der spredte sig som en steppebrand over hele den vestlige verden. Den internationale kapitalkontrol blev ophævet, bankerne fik lov til at omdanne sig til finansielle supermarkeder, og kravene til egenkapitalen blev systematisk nedjusteret.

For megen finansiel kreativitet
Den udvikling kulminerede i det, der siden er blevet omtalt som ’the big bang’ i Storbritannien i 1986, hvor den konservative regering med Margaret Thatcher i spidsen i praksis opgav at regulere aktiviteten i City of London. For som det blev argumenteret, hvem kender risikoen ved bankdrift bedre end banken selv!

De øvrige landes regeringer følte sig presset til at følge efter. I løbet af mindre end 10 år var der stort set givet frit løb for bankernes finansielle kreativitet.

Konsekvenserne heraf lod ikke vente på sig. Allerede i 1987 bristede den første internationale aktieboble. I 1989 bristede en mega bolig- og aktieboble i Japan, Norden blev ramt i begyndelsen af 1990’erne, Sydøstasiens bankkrise i slut 1990’erne, dot-com i 2001 osv., osv. Dereguleringen fortsatte upåvirket af disse kriser i de fleste lande – indførelsen af afdragsfrie lån i Danmark er blot et lille eksempel på, at intet var lært. Græske statsobligationer blev optaget på bankbalancerne som risikofrie helt frem til 2007 osv., osv.

Enkel regulering
Men hvor svært kan det være at etablere et stabilt pengevæsen? Teorien bag bankregulering er simpel. En bank modtager indskud fra sine ordinære kunder, der ønsker at kunne benytte disse indskud som betalingsmidler på et senere tidspunkt.

Det afgørende for kunderne er, at pengene er til fri disposition. Her spiller renten en helt underordnet rolle.

Disse indlån må banken efter nærmere regler benytte til at finansiere erhvervslivets løbende produktion og dertil knyttede normale (ikke spekulative) transaktioner, herfra stammer begrebet ’forretningsbanker’. Disse udlån skal ses i modsætning til investeringsbankernes udlån, der ofte benyttes til at finansiere spekulative aktiviteter, og gør indlånene usikre.

I fremtidens regulering burde der sondres mellem på den ene side forretningsbanker, hvor indlånene sikres gennem en indskydergaranti, og på den anden side investeringsbanker (som egentlig slet ikke burde hedde ’bank’).

Kravene til en forretningsbank kunne gøres ganske enkle – og med fordel gælde for hele EU:

Ordinære indskud bestemmer, hvor meget banken kan og må låne ud (eller stille garantier for) til ordinære bankkunder – dvs. ikke banklån til finansielle virksomheder.

Alle udlån gives samme risikovægt. Renten på udlånene vil afspejle forskelle i sikkerhedsstillelse. Egenkapital bør udgøre i gennemsnit 15 pct. og som minimum 8 pct. af indlånene. Den skal være placeret i sikre, let omsættelige aktiver, f.eks. i centralbanken, og måske i stats- og realkreditobligationer.

Ingen bank må have en dominerende størrelse, for det begrænser konkurrencen og øger den systemiske risiko unødigt.

Hvis reguleringen tog afsæt i ovenstående fire princippet, så ville det øge gennemsigtigheden, idet reguleringen er enkel, robust og let at kontrollere for Finanstilsynet. Samtidig ville det stille alle forretningsbanker lige og ikke gøre dem afhængige af de internationale kapitalmarkeder.

*) Indlægget er en let redigeret udgave af en kommentar i Information d. 5.9.2013
Jesper Jespersen er professor på RUC

 

 

 

30. august 2013

Er der noget galt med den økonomisk-politiske debat i danske medier?

Af Poul Thøis Madsen*  (artiklen er bragt i Politiken i april 2013)

Igennem ti år har Børsen hvert år udarbejdet en liste med de mest citerede økonomer i de danske medier. De mest citerede økonomer har været bankøkonomer. Ikke mindst Danske Banks cheføkonom Steen Bocian har markeret sig som den mest citerede i flere af årene. Et nyligt journalist-speciale fra RUC peger endog på, at der er en klar tendens til, at afhængige økonomer fra de finansielle institutioner gradvist har fortrængt uafhængige økonomer som lektorer og professorer fra medierne.

Min forskning peger imidlertid på, at det ikke er denne skelnen mellem afhængige og uafhængige økonomer, der er det centrale spørgsmål, fordi de toneangivende ekspertøkonomer – afhængige eller uafhængige – siger det samme. Det rejser et mere interessant spørgsmål: Kommer de uenige økonomer også til orde i medierne?

I det følgende ser jeg nærmere på to af de kendteste økonomer, som skiller sig ud fra typiske økonomeksperter ved ofte at være uenige med dem om kontroversielle spørgsmål: Økonomiprofessor fra RUC Jesper Jespersen og økonomiprofessor og tidligere overvismand og formand for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Christen Sørensen.

De hidtidige undersøgelser har vist, at der især anvendes økonomiske eksperter i Berlingske, Jyllands-Posten og Børsen. Derfor har jeg ved hjælp af Infomedia undersøgt, hvordan de tre landsdækkende aviser har anvendt de to eksperter i perioden 12.4.12 til 12.4.13. I tabellen sammenlignes deres virke med to af de mest kendte og estimerede økonomiprofessorer og tidligere overvismænd Torben M. Andersen og Peter Birch Sørensen.

Antal gange fire økonomiske eksperter nævnes, citeres og kritiseres: 

Nævnes i en artikel Citeres som ekspert Kritiseres
Børsen/JP/Berlingske Børsen/JP/Berlingske Børsen/JP/Berlingske
Christen Sørensen 16/12/15 1/6/3 6/1/1/
Jesper Jespersen 6/6/4 1/1/2 4/0/0
Torben M. Andersen 57/37/42 38/29/32 0
P. Birch Sørensen 52/15/36 21/9/12 0

Af tabellen fremgår af den anden søjle, hvor ofte eksperterne nævnes i et læserbrev, en avisartikel o.l. Dvs. det viser, hvor synlige eksperterne er i avisen. De to sidste søjler viser, hvor ofte avisernes egne journalister enten citerer eller kritiserer den pågældende ekspert. Det siger noget om, hvor seriøst aviser tager eksperterne.

Som det fremgår af tabellen, så anvender de tre medier de to økonompar højst forskelligt.  De to udbryderøkonomer nævnes mindre, citeres stort set ikke og kritiseres lige så meget som de citeres.

Men udgør det et problem? Eller er Torben M. Andersen og Peter Birch Sørensen bare bedre økonomer, der ved mere om økonomien end de to andre økonomiprofessorer og derfor bliver brugt mere af medierne?

Hvis økonomi var en objektiv videnskab, var der intet problem. Men sagen er, at det, der adskiller de to økonompar, er, at de er uenige, og at Torben M. Andersen og Peter Birch Sørensen i højere grad deler de tre avisers verdensbillede og gennem deres udsagn bekræfter selvsamme verdensbillede.

Hvor Christen Sørensen og Jesper Jespersen er keynesianere, der er Torben M. Andersen og Peter Birch Sørensen som langt de fleste toneangivende danske økonomer nykeynesianere. Der er her tale om to forskellige økonomiske teorier, hvor den første betoner udviklingen på det korte sigt, mens den anden omsat til praksis betoner det lange sigt og dermed 2020-planer osv. Men hvorvidt den økonomiske politik skal prioritere udviklingen nu og her, fordi det er godt for udviklingen på længere sigt, eller hvorvidt det er bedre at have kikkerten rettet mod 2020, er ikke noget, vi har sikker viden om. Der er tale om vurderinger baseret på politiske valg, overbevisninger og prioriteringer.

Den tvivl får for lidt plads i den økonomisk-politiske debat, når uenige økonomer reelt ignoreres i vigtige landsdækkende aviser. Først og fremmest mangler der pluralisme, hvilket fører til en unuanceret debat. I det mindste blandt økonomer.

Spørgsmålet er så, hvad der kan gøres ved det. Min forskning peger på, at journalister med fordel i højere grad kan:

  •  stille kritiske modspørgsmål
  • interviewe økonomer, der er uenige frem for at lade sig dupere af den høje grad af enighed, som skyldes et teorifællesskab frem for objektivitet
  • ikke kun uddannes i en økonomisk teori, men i flere
  • undervises (bedre) i videnskabsteori.

Når jeg på et debatmøde med journalister på deres graverkonference i 2011 konfronterede dem med min kritik af den økonomiske journalistik, var svaret, at de nødig vil bore for meget i det, som økonomer siger, fordi de frygter at få svar, som de ikke forstår. Hertil er kun at sige: Prøv det!

I en tidligere analyse af Bocians virke i medierne fik han således én gang på et år ét kritisk modspørgsmål af en af Politikens journalister. Hvor han i sit første svar på et spørgsmål primært gav de ledige ansvaret for deres egen ledighed, så fik arbejdsgiveren nu også et ansvar i svaret på modspørgsmålet. Så bedre journalistik giver en mere nuanceret økonomisk-politisk debat.

*) økonom, lektor ved Institut for Statskundskab, Aalborg Universitet

30. august 2013

Debat på afveje

Af Netøk

Den nuværende økonomisk-politiske debat er på afveje på især syv områder:

  • Hvordan sikres det, at bankerne og kreditinstitutionerne samlet set også tilgodeser de samfundsmæssige hensyn, der knytter sig til privat opsparing og erhvervsmæssige investeringer?
  • I hvilket omfang skal staten engagere sig i offentlige investeringer for at sikre højere beskæftigelse på kort og længere sigt? Er det korrekt, at de danske statsfinanser ikke tillader et sådant engagement?
  • Hvordan kan man sikre balance på arbejdsmarkederne og et økonomisk grundlag for velfærdsstaten på det lange sigt? Er det rimeligt altid at antage at et større udbud af arbejdskraft vil resultere i en tilsvarende vækst i beskæftigelsen?
  • Hvilke strategier er der, som kan sikre den danske internationale konkurrenceevne? Hvordan forklares det historisk høje overskud på betalingsbalancen? Hvilke sammenhænge kan der teoretisk og empirisk påvises mellem løn, produktivitet, beskæftigelse, beskatning, valutakurs og konkurrenceevne?
  • Hvordan skal Danmark forholde sig til euro-krisen og til finanspagten? Hvordan kan Danmark bidrage til et europæisk samarbejde med sigte på at reducere ledigheden og samtidigt undgå social dumping og undgå at konkurrere skattesatserne i bund?
  • Hvordan kan vi undgå, at uligheden vokser og på længere sigt sikre en øget velstand, uden at det får negative konsekvenser for miljøet og klimaet? Hvordan sikres en bæredygtig udvikling uden nødvendigvis at ende i 0-vækst og økonomisk stagnation?
  • Hvordan kan vi bedst videreudvikle den offentlige sektors rolle som producent og leverandør af vigtige serviceydelser (uddannelse, sundhed, pasning og pleje blandt andre)? Er løsningen en indførelse af incitamenter og ledelsesmetoder hentet fra den private sektor?

Vi savner en reel debat om blandt andet disse centrale spørgsmål, og vi vil gerne pege på alternativer til den dominerende politik. Alt for mange økonomer og politikere indtager i dag for unuancerede og fastlåste positioner på blandt andet de nævnte områder. En grundlæggende årsag er, at de opfatter arbejdsmarkedet som et hvilket som helst marked. En anden årsag er, at de antager at virksomheder og forbrugere er i stand til at træffe rationelle valg. En tredje delforklaring er, at de ikke i tilstrækkelig grad inddrager et innovationsperspektiv. En fjerde medvirkende årsag er, at de ser bort fra omkostningerne ved den voksende ulighed i fordelingen af indkomster, formuer, levevilkår og indflydelse nationalt såvel som internationalt.

Netværket for økonomisk politisk debat – NETØK på netoek.dk – er dannet af en gruppe økonomer og andre, der beskæftiger sig med økonomiske og økonomisk-politiske forhold, og som har en interesse i at deltage i den løbende debat om sådanne forhold. Netværkets opgave er at være aktiv i denne debat, uden at medlemmerne nødvendigvis har en fælles analytisk eller politisk holdning. Bidrag fra netværkets medlemmer tegnes af disse navngivne personer og ikke nødvendigvis netværket som sådant.

Jørgen Goul Andersen, Nils Enrum, Jesper Jespersen, Bengt-Åke Lundvall, Mogens Ove Madsen, Poul Thøis Madsen, Jørgen Lindgaard Pedersen

(fra indbydelsen til Netøks første faglige seminar, foråret 2013)