20. juni 2016

Brexit – nerverne er på højkant

Kronik i Jyllandsposten, fredag den 17. juni 2016
Professor Jesper Jespersen, Roskilde Universitet.

Der bides negle i stort set alle større danske virksomheder her i dagene op til den britiske folkeafstemning, hvor den frie adgang til det britiske marked er på dagsordenen.

Enhver ansvarlig virksomhedsleder må derfor spørge sig selv, hvorledes kan det være kommet dertil, at EU’s næststørste økonomi seriøst overvejer at forlade den europæiske union?Og dernæst hvordan det kan undgås, at uanset udfaldet af den britiske afstemning, så vil denne tendens til opsplitning af EU fortsætte. Det næste land på en sådan splittelses-liste kunne let blive Frankrig med Marine Le Pen som præsident i 2017 eller mere sandsynligt i 2022. Men tendensen til folkelig modstand var også åbenbar ved det østrigske præsidentvalg. Det ulmer i Polen og Ungarn. For slet ikke at tale om det forgældede Sydeuropa.

Hvordan er det kommet så vidt, at Europa-begejstringen fra 1990erne nærmest har vendt sig til sin modsætning? I perioden efter murens fald og udvidelsen af EU mod øst førte EU-Kommissionen og en fasttømret fransk-tysk alliance sig frem som om et grænseløst samarbejde var den eneste vej frem for de europæiske nationer. Det kunne ikke gå for stærkt med at skabe ét fælles marked for varer, kapital og arbejdskraft bundet sammen af én fælles valuta.

Det var markedskræfterne og den frie konkurrence, der skulle være murbrækker for den europæiske integration, der så efterfølgende kunne følges op af et stadigt tættere politisk samarbejde og føderal beslutningstagning. Når først folkene havde vænnet sig til den fælles valuta og markederne var integrerede, så ville fordelene langt overstige omkostningerne ved at afgive sin økonomiske suverænitet.

Heri tog EU-begejstrede politikere, embedsmænd og analytikere fejl. De sociale omkostninger ved den hurtige økonomiske integration viste sig at være langt større end antaget da Maastricht-traktaten blev forhandlet på plads i 1991. Allerede den gang var der folkelige røster, der advarede; men de blev overhørt bort set fra i Storbritannien og Danmark. Anderledes gik det med forslaget til den europæiske traktatsforfatning. Da den kom til afstemning i 2005 i Frankrig og efterfølgende i Holland, faldt den med et brag. Skriften på væggen kunne aflæses: den folkelige opbakning til yderlig europæisk integration var opbrugt.

Da finanskrisen ramte EU i 2008 blev utilstrækkeligheden i EU-traktaten afsløret. Det regelsæt der var vedtaget omkring styring af penge- og finanspolitik satte den europæiske økonomi i stå – i modsætning til bl.a. USA. Værst gik det ud over euro-zonen, hvor gældskrisen udviklede sig til en økonomisk katastrofe. Der var ingen gensidig solidaritet. Hvert land blev bedt om at feje for egen dør – hvilket unægtelig er vanskeligt, når kosten er knækket. Men tyskerne og EU-kommissionen var ubøjelige. Ikke én eneste af de euro, som de sydeuropæiske lande havde lånt af EUsystemet til at indfri deres gæld til de tyske og franske banker, blev eftergivet.

Arbejdsløsheden og fattigdommen eksploderede i Sydeuropa, og kritikken af tyskerne og EU-kommissionen og de påtvungne sparekrav voksede. Og den vil ikke blive mindre efter de nye resultater fra IMFs forskningsafdeling slap ud. De viser, at sparepolitikken entydigt har bidraget til at trække krisen i langdrag. Men også i Nordeuropa er kritikken mod det grænseløse Europa stigende, endnog i Tyskland med den laveste arbejdsløshed er modstanden i fremmarch.

Vi er således ikke vidner til et isoleret britisk fænomen. Det må derfor være naturligt at spørge, hvad gør EU-kommissionen, ministerrådet for at bremse denne stigende folkelige modstand og dermed tendensen til, at EU falder fra hinanden?

Svaret er: stort set ingenting. Kritikken mødes med en blanding af hovedrysten og undren: Hvorfor kan ‘folkene’ ikke indse, at det er til deres fælles bedste at fjerne grænserne og lade markedskræfterne dominere den økonomiske udvikling? Som den tidligere formand for EU-kommissionen udtalte, mens euro-krisen eskalerede: ‘det er ikke euro’en, der er noget galt med; men medlemslandenes politik’.

De forslag som de fem EU-præsidenter fremlagde i 2015 indebar alle en yderlig centralisering af euro-landenes budgetter. De skal koordineres, som det hedder i retorikken. Men i praksis er det de sociale budgetter og dernæst det offentlige forbrug, der skal holdes i kort snor. Argumentet er, at nedskæringer skal sikre landene mod, at en ny gældskrise opstår i fremtiden; men forslagene vil have den konsekvens, at de gældsplagede lande forbliver i det økonomiske slæbespor, hvorved den nuværende gældskrise forlænges yderligere af frygt for, at en ny skal opstå. Ligesom frygten for fornyet inflation gjorde, at den europæiske centralbank blev pålagt så stramme regler, at EU i dag oplever en deflationskrise.

Bruxelles storladne Europa-visioner er således ikke umiddelbart forenelige med erhvervslivets interesser. De eksportorienterede virksomheder har tværtimod brug for økonomisk og politisk stabilitet, så de europæiske markeder ikke pludselig lukkes. Ligesom virksomhedsrelaterede investeringer i udlandet skal kunne foretages uhindret med adgang til et velfungerende europæisk kapitalmarked. Derimod er det mindre afgørende, om virksomhederne benytter en fælles valuta; for oprigtigt talt så er det ikke så svært at regne om fra danske kroner til euro eller til andre valutaer, selvom kursen svinger. Virksomheder har heller ikke brug for at kunne spekulere i de mange ofte svært gennemskuelige lånekonstruktioner, som bankerne i dag tilbyder.

Derimod tror jeg, at der er et dybfølt ønske i erhvervslivet om at få etableret en ensartet beskatning, som ikke mindst lukker mulighederne for legal skatteunddragelse, der om noget undergraver intensionen om at skabe lige konkurrencevilkår. Men jeg skal blankt erkende, at jeg er kommet i tvivl, om EU-systemet overhovedet er i stand til at påtage sig den opgave at sikre en effektiv erhvervsbeskatning. For efter det kom frem, hvorledes den nuværende formand for EU-kommissionen Jean Claude Juncker, da han var statsminister i Luxemburg, tilbød europæiske virksomheder i andre EU-lande skattebesparelser ved at flytte til Luxemburg, da fik min tiltro til EU-systemet et knæk.

Brexit-afstemningen skal således ses som Storbritanniens reaktion på en alt for centralistisk Bruxelles-politik, der har mødt stigende folkelig modstand. En politik, der er udviklet af en elite på bonede gulve, der ser europæisk integration som et ubetinget gode, og som giver åbenbare økonomiske fordele – i teorien. Nogen læsere husker sikkert den danske debat op til ØMU-afstemningen i 2000, hvor økonomerne stod i kø for at forklare, hvorledes den fælles valuta var en sikring mod økonomisk ustabilitet. Uanset, at de økonomiske beregninger viste sig at være helt forkerte, betragtes euro’en fortsat af den politiske elite som en fordel for landet. Tilsvarende har Bruxelles-eliten kun hovedrysten til overs for David Cameron, uanset om det bliver et ja eller nej til EU den 23. juni.

Heri ligger den egentlige usikkerhed for det europæiske samarbejde, at Bruxelles ikke vil læse skriften på væggen. Konsekvensen af Brexit-afstemningen burde tværtimod uanset udfaldet blive en revurdering af den europæiske centralisme: hvilke af de eksisterende EU-direktiver og forordninger er egentlig nødvendige for, at det indre marked forbliver åbent, stabilt og troværdigt?

Det kunne blive en ny og konstruktiv start på det nødvendige EU-samarbejde.

FacebookTwitterDel