Af Poul Thøis Madsen*  (artiklen er bragt i Politiken i april 2013)

Igennem ti år har Børsen hvert år udarbejdet en liste med de mest citerede økonomer i de danske medier. De mest citerede økonomer har været bankøkonomer. Ikke mindst Danske Banks cheføkonom Steen Bocian har markeret sig som den mest citerede i flere af årene. Et nyligt journalist-speciale fra RUC peger endog på, at der er en klar tendens til, at afhængige økonomer fra de finansielle institutioner gradvist har fortrængt uafhængige økonomer som lektorer og professorer fra medierne.

Min forskning peger imidlertid på, at det ikke er denne skelnen mellem afhængige og uafhængige økonomer, der er det centrale spørgsmål, fordi de toneangivende ekspertøkonomer – afhængige eller uafhængige – siger det samme. Det rejser et mere interessant spørgsmål: Kommer de uenige økonomer også til orde i medierne?

I det følgende ser jeg nærmere på to af de kendteste økonomer, som skiller sig ud fra typiske økonomeksperter ved ofte at være uenige med dem om kontroversielle spørgsmål: Økonomiprofessor fra RUC Jesper Jespersen og økonomiprofessor og tidligere overvismand og formand for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Christen Sørensen.

De hidtidige undersøgelser har vist, at der især anvendes økonomiske eksperter i Berlingske, Jyllands-Posten og Børsen. Derfor har jeg ved hjælp af Infomedia undersøgt, hvordan de tre landsdækkende aviser har anvendt de to eksperter i perioden 12.4.12 til 12.4.13. I tabellen sammenlignes deres virke med to af de mest kendte og estimerede økonomiprofessorer og tidligere overvismænd Torben M. Andersen og Peter Birch Sørensen.

Antal gange fire økonomiske eksperter nævnes, citeres og kritiseres: 

Af tabellen fremgår af den anden søjle, hvor ofte eksperterne nævnes i et læserbrev, en avisartikel o.l. Dvs. det viser, hvor synlige eksperterne er i avisen. De to sidste søjler viser, hvor ofte avisernes egne journalister enten citerer eller kritiserer den pågældende ekspert. Det siger noget om, hvor seriøst aviser tager eksperterne.

Som det fremgår af tabellen, så anvender de tre medier de to økonompar højst forskelligt.  De to udbryderøkonomer nævnes mindre, citeres stort set ikke og kritiseres lige så meget som de citeres.

Men udgør det et problem? Eller er Torben M. Andersen og Peter Birch Sørensen bare bedre økonomer, der ved mere om økonomien end de to andre økonomiprofessorer og derfor bliver brugt mere af medierne?

Hvis økonomi var en objektiv videnskab, var der intet problem. Men sagen er, at det, der adskiller de to økonompar, er, at de er uenige, og at Torben M. Andersen og Peter Birch Sørensen i højere grad deler de tre avisers verdensbillede og gennem deres udsagn bekræfter selvsamme verdensbillede.

Hvor Christen Sørensen og Jesper Jespersen er keynesianere, der er Torben M. Andersen og Peter Birch Sørensen som langt de fleste toneangivende danske økonomer nykeynesianere. Der er her tale om to forskellige økonomiske teorier, hvor den første betoner udviklingen på det korte sigt, mens den anden omsat til praksis betoner det lange sigt og dermed 2020-planer osv. Men hvorvidt den økonomiske politik skal prioritere udviklingen nu og her, fordi det er godt for udviklingen på længere sigt, eller hvorvidt det er bedre at have kikkerten rettet mod 2020, er ikke noget, vi har sikker viden om. Der er tale om vurderinger baseret på politiske valg, overbevisninger og prioriteringer.

Den tvivl får for lidt plads i den økonomisk-politiske debat, når uenige økonomer reelt ignoreres i vigtige landsdækkende aviser. Først og fremmest mangler der pluralisme, hvilket fører til en unuanceret debat. I det mindste blandt økonomer.

Spørgsmålet er så, hvad der kan gøres ved det. Min forskning peger på, at journalister med fordel i højere grad kan:

•  stille kritiske modspørgsmål
• interviewe økonomer, der er uenige frem for at lade sig dupere af den høje grad af enighed, som skyldes et teorifællesskab frem for objektivitet
• ikke kun uddannes i en økonomisk teori, men i flere
• undervises (bedre) i videnskabsteori.

Når jeg på et debatmøde med journalister på deres graverkonference i 2011 konfronterede dem med min kritik af den økonomiske journalistik, var svaret, at de nødig vil bore for meget i det, som økonomer siger, fordi de frygter at få svar, som de ikke forstår. Hertil er kun at sige: Prøv det!

I en tidligere analyse af Bocians virke i medierne fik han således én gang på et år ét kritisk modspørgsmål af en af Politikens journalister. Hvor han i sit første svar på et spørgsmål primært gav de ledige ansvaret for deres egen ledighed, så fik arbejdsgiveren nu også et ansvar i svaret på modspørgsmålet. Så bedre journalistik giver en mere nuanceret økonomisk-politisk debat.

*) økonom, lektor ved Institut for Statskundskab, Aalborg Universitet