Forholdet mellem økonomer og politikere

Af Poul Thøis Madsen, Medieøkonom, Danmarks Journalist- og Mediehøjskole

Der er netop kommet en højaktuel bog: Krisen i økonomi og journalistik. Den er redigeret af Roger Buch og Mette Verner og udgivet på forlaget AJOUR. Den blev præsenteret på en konference på Christiansborg d. 2.10., hvor flere af bidragsyderne og andre journalister, økonomer og politikere bidrog. Jeg holdt følgende korte bidrag (bearbejdet til en lille artikel her).

Det, jeg har at sige om mediernes behandling af det økonomiske stof, har jeg allerede sagt i bogen, så det skal ikke gentages her. Forholdet mellem økonomer og politikere har jeg derimod kun antydet i mit bidrag. Men det er et spændingsfelt, der i højere grad bør diskuteres, og det kan eksempelvis gøres med udgangspunkt i to observationer

Den første observation: Vi fik en ny regering i 2011, men de samme økonomer! Som formænd for Kommissioner osv. Så også i denne forstand er der på mere overset vis sket en videreførelse af den tidligere regerings økonomiske politik.

Den anden observation: For et par år siden udspandt sig en debat i radioen mellem en repræsentant for Enhedslisten og så John Dyrby Paulsen fra S. Og enhedslistemanden dristede sig til at kritisere De økonomiske Vismænd, og John Dyrby svarede med indignation i stemmen: Du taler om nogen af Danmarks førende økonomer (citeret efter hukommelsen).

Begge observationer afspejler, at politikere – såvel den tidligere regering som den nuværende – lige som de fleste medier – er aldeles ukritiske brugere af bestemte grupperinger af økonomer. Udgør det så et problem?

Hvis økonomernes råd var uantastelige, så var kritikløsheden jo heller ikke et problem. Og bogen, der i høj grad problematiserer økonomers rolle, ville i øvrigt være overflødig.

Men hvem køber den? Ja, det gør medierne faktisk . Og politikerne. Sidstnævnte dog nok mestendels af taktiske grunde – og politikerne kommer hermed til at lyde som økonomer. Og politikken ryger ud af den økonomiske politik. Samtidig med at politik bliver til økonomi. Og det kommer der mindre demokrati og mindre åben debat ud af.

Hvordan kan den økonomisk-politiske debat mangfoldiggøres, og demokratiet styrkes? Det kan der gives mange bud på, men i det følgende fokuseres der på to centrale bud:

For det første må der ikke sidde så mange enige økonomer i centrale institutioner og Kommissioner – især ikke på områder, som økonomer notorisk ikke har forstand på. Og så skal der sidde uenige, men relevante fagfolk i de forskellige kommissioner for fattigdom, for undervisning, for velfærd.

Hvorfor sad Jørgen Goul Andersen – Danmarks førende velfærdsforsker – ikke i Velfærdskommissionen? Hvorfor er økonomerne i Det økonomiske Råd de facto selvsupplerende?  Hvilket helt automatisk giver en Rip-Rap-Rup effekt.

For nu at citere prof. Ove Kaj Pedersen – faderen til konkurrencestats(begrebet) – lad os få nogle flere havkatte i hyttefadene

For det andet og måske vigtigst – lad økonomiundervisningen blive mere pluralistisk – det vil have afsmittende effekt på politikken og på den økonomisk politiske debat. I dag undervises der de facto kun i én teori – den nykeynesianske.  Endog uden at de studerende får at vide, at de kun undervises i én teori. Herigennem opstår oplevelsen af objektivitet og uangribelighed.

Det er dybt skadeligt på så mange planer. Politisk – intellektuelt osv. For uenighed gør nemlig stærk – hvor enighed gør bovlam og ufleksibel. Den nuværende stagnation og lavvækst i Danmark og EU er et spejlbillede af en tilsvarende stagnation og mangel på dynamik i den økonomisk- politiske tænkning.

Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *