Den traditionelle krisemedicin har mistet sin effekt

Af Jørgen Lindgaard Pedersen

Store anlægsprojekter har traditionelt været gode til at sætte gang i den økonomiske aktivitet og trække økonomien ud af kriser. Men i dag udføres stadig flere arbejder af udenlandske selskaber og udenlandsk arbejdskraft, der trækker fortjeneste og lønninger ud af landet. Det svækker kriselindringen i Danmark

I de kommende år vil vi se et antal meget store offentlige anlægsarbejder: færdiggørelsen af den københavnske metro, den store jernbaneudbygning med tilhørende toganskaffelser, letbaneprojekter omkring de store byer, Femernbæltbroen og supersygehuse. Selv om vi også har haft den slags projekter i de foregående år – de store broer, påbegyndelsen af den københavnske metro og DR udflytningen til Amager – er størrelsesordenen af de kommende projekter langt større.

Som følge af EU-kravene om, at offentlige anlægsprojekter skal sendes i udbud, så enhver virksomhed i EU får mulighed for at byde på dem, kan de enkelte lande ikke legalt favorisere nationale virksomheder. Det er nemlig et krav, at det billigste tilbud skal vælges.

Samtidig kan de enkelte lande heller ikke påbyde entreprenører at vælge arbejdskraft fra det land, hvor arbejdet skal udføres. Selv om den danske stat betaler, er det altså ikke nødvendigvis danske statsborgere, der får job på byggeriet. Herved opstår der nogle økonomiske, sociale og politiske spændinger overalt i EU, og de er ikke blevet mindre, siden krisen begyndte i 2008.

Spændingerne hænger fundamentalt set sammen med, at et arbejdsmarked på tværs af grænserne har udviklet sig, samtidig med at spillereglerne for løn og andre vigtige vilkår vedrørende arbejds- og ansættelsesforhold fortsat er nationalt fastlagt og ofte et kompromis mellem arbejde og kapital med en meget lang historie – det danske Septemberforlig fra 1899 er et godt eksempel.

De transnationale arbejdsmarkeder findes især inden for bygge- og anlægsområdet, visse ufaglærte dele af hotel- og restaurationsområdet samt specialistområder på it- og sundhedsområdet, og arbejdskraften kommer især fra Sydeuropa og Østeuropa og vandrer mod Nordvesteuropa.

 

 

Tabere og vindere

Taberne ved den trafik er de danske entreprenører og deres ansatte, der får færre ordrer og job.

Vinderne er de entreprenører og deres beskæftigede, som kan få ordrer uden for deres nationale marked. Typisk er det sydeuropæiske virksomheder og deres ansatte. I mange tilfælde er disse virksomheder i stand til at komme med lave tilbud, fordi deres lønninger og arbejdsforhold er markant dårligere end de nordvesteuropæiske. Specielt i Danmark og især på bygge- og anlægsområdet er der også mange østeuropæere, som kommer til primært som underleverandører.

Ud fra en umiddelbar projektøkonomisk betragtning er de offentlige myndigheder, der bestiller og betaler for opgaverne, også blandt vinderne. Metroen bliver billigere at bygge, fordi sydeuropæiske og østeuropæiske arbejdere accepterer lavere lønninger og hårdere arbejdsforhold, end deres danske kollegaer ville gøre.

Men samtidig betyder det transnationale arbejdsmarked, at et af de hidtil mest centrale finanspolitiske værktøjer er begyndt at miste sin effekt: Store anlægsprojekter er ikke så virksom en krisemedicin, som de har været. Tidligere har man ved hjælp af øget offentlige aktivitet – ikke mindst i form af netop anlægsarbejder – sat gang i den økonomisk aktivitet. De lønninger, der udbetales til de ansatte, samt indkøb af maskiner og materialer plus overskuddet til entreprenøren generer efterspørgsel, der sætter yderligere gang i den indenlandske økonomiske aktivitet. Man kalder det tal, der viser, hvor meget de oprindelige udgifter til projektet skal ganges med for at få den samlede indkomstdannelse for ’indkomstmultiplikatoren’. Den vil typisk ligge på 1,5 – 3 inden for et tidsrum på to år. Efter fem år vil den være en anelse højere. Aktivitet avler altså aktivitet.

Når multiplikatoren ikke bliver uendelig stor, skyldes det, at der eksisterer nogle dræn eller lækager i indkomststrømmen. Dels vil der være en vis opsparing af den frembragte indkomst. Dels vil en vis del af indkomsten blive brugt på import af varer eller indgår i produktionen. Endelig repræsenterer beskatning en tredje lækage, fordi den suger nogle af de investerede midler tilbage i de offentlige kasser.

 

Kickstart uden spark i

Men hvad betyder det, hvis entreprenørerne og deres ansatte hentes i udlandet i stedet for i Danmark? Hvis vi ser på lækagerne, som blev nævnt ovenfor, kan vi se nogle væsentlige forskelle.

For det første lader de arbejdere, som i et par år arbejder her i landet på anlægsprojekter, i reglen deres familier blive i hjemlandet. Det betyder, at deres forbrugsandel er markant mindre, end den ville være for danske arbejdere. Opsparingen sendes til familien i oprindelseslandet, hvor den indgår i familiens løbende forbrug. Dette vil alt andet lige formindske multiplikatorens størrelse. Danmark går glip af en del af den efterspørgsel, der skulle hive økonomien ud af krisen.

For det andet kan man formode, at de udenlandske arbejdere køber varer fra deres hjemland, men især udenlandske selskaber importerer maskiner og materialer fra udlandet, hvor de har deres sædvanlige leverandører. Dette formindsker også multiplikatoren i Danmark.

Selv om en lav beskatning af de udenlandske selskaber og lønmodtagere i Danmark alt andet lige vil øge multiplikatoren, vil den øgede disponible indkomst formodentlig føre til, at beløbet, der føres tilbage til hjemlandet, bliver større.

Alt i alt må det forventes, at effekten på den økonomiske aktivitet bliver mindre, end den ville have været med dansk selskab og arbejdskraft.

 

Lønpres fra øst, syd og Christiansborg

Fremvæksten af det transnationale arbejdsmarkedet er altså endnu et eksempel på, at det er blevet vanskeligere at føre effektiv national økonomisk politik. Under de eksisterende vilkår i EU er det vanskeligt at gøre meget andet end at styrke danske aktørers konkurrenceevne. F.eks. vil det offentlige, stat og regioner i et samarbejde med entreprenørselskaber kunne opsamle kompetence i forbindelse med bygningen af de kommende års supersygehuse. Denne kompetence kan benyttes i forhold til internationalt udbudte entrepriser,

Hvad er der efterhånden tilbage af politiske handlemuligheder i Danmark? Pengepolitikken er forsvundet med fastkurspolitikken overfor euroen. Finanspolitikken er i bedste fald stærkt svækket, dels fordi EU stiller visse krav om de offentlige underskud, dels fordi regeringen er grebet af en forestilling om at de rige skal forkæles med f.eks. selskabslettelser, mens de fattige via besparelser på overførselsindkomster og sociale ydelser skal gives incitament til at arbejde for lavere løn. Og endelig er muligheden for at bruge offentlige investeringer som løftestang for økonomisk vækst begrænset.

Hvis venstrefløjen vil bevare en vis indflydelse i lønarbejderklassen, må den præstere en afbalanceret politik. Det kunne eksempelvis være en genindførelse af formueskatten, som blev fjernet for en snes år siden af den daværende socialdemokratiske regering.

Lønarbejderklassens forsvar mod det pres på lønningerne, som kommer fra øst, syd og fra Christiansborg, er formodentlig selvtægt på arbejdsmarkedet, som den vi allerede nu ser på bygningsstilladsområdet. Her piller aktivister stilladser ned, som er blevet sat op af østarbejdere, der går for meget lave lønninger.

Jørgen Lindgaard Pedersen er lektor emeritus på DTU

Artiklen er bragt som kronik i Information 17. februar

Share