5. september 2013

Hvor svært kan det være at regulere bankerne?

Af Jesper Jespersen*

– Ikke særlig svært! Men det kræver, at man holder lobbyisterne stangen og gør op med myten om, at regulering hæmmer økonomisk vækst

En ting har vi da lært af bankkrisen: På direktionsgangene i toneangivende pengeinstitutter er det sjældent øget konkurrence eller endsige samfundssind, der står i centrum.

Tillad mig at benytte lejligheden til at minde om, at der ikke er nogen modsætning mellem regulering af den finansielle sektor – herunder bankerne – og økonomisk vækst, som det ellers er en yndet sport at hævde.

Tilbage i 1950’erne og 1960’erne var reguleringen forholdsvis stram, som en konsekvens af den finansielle krise i 1930’erne, der endnu stod skarpt i erindringen. Bankerne var således i en periode underlagt et regulært udlånsloft. Men reguleringen i efterkrigstiden stillede sig ikke hindrende for, at væksten i de første tiår i hele den vestlige verden lå på et historisk højt niveau, bl.a. fordi finansielle kriser var et stort set fraværende fænomen.

Fra slutningen af 1970’erne blev der indledt en bølge af finansiel liberalisering, der spredte sig som en steppebrand over hele den vestlige verden. Den internationale kapitalkontrol blev ophævet, bankerne fik lov til at omdanne sig til finansielle supermarkeder, og kravene til egenkapitalen blev systematisk nedjusteret.

For megen finansiel kreativitet
Den udvikling kulminerede i det, der siden er blevet omtalt som ’the big bang’ i Storbritannien i 1986, hvor den konservative regering med Margaret Thatcher i spidsen i praksis opgav at regulere aktiviteten i City of London. For som det blev argumenteret, hvem kender risikoen ved bankdrift bedre end banken selv!

De øvrige landes regeringer følte sig presset til at følge efter. I løbet af mindre end 10 år var der stort set givet frit løb for bankernes finansielle kreativitet.

Konsekvenserne heraf lod ikke vente på sig. Allerede i 1987 bristede den første internationale aktieboble. I 1989 bristede en mega bolig- og aktieboble i Japan, Norden blev ramt i begyndelsen af 1990’erne, Sydøstasiens bankkrise i slut 1990’erne, dot-com i 2001 osv., osv. Dereguleringen fortsatte upåvirket af disse kriser i de fleste lande – indførelsen af afdragsfrie lån i Danmark er blot et lille eksempel på, at intet var lært. Græske statsobligationer blev optaget på bankbalancerne som risikofrie helt frem til 2007 osv., osv.

Enkel regulering
Men hvor svært kan det være at etablere et stabilt pengevæsen? Teorien bag bankregulering er simpel. En bank modtager indskud fra sine ordinære kunder, der ønsker at kunne benytte disse indskud som betalingsmidler på et senere tidspunkt.

Det afgørende for kunderne er, at pengene er til fri disposition. Her spiller renten en helt underordnet rolle.

Disse indlån må banken efter nærmere regler benytte til at finansiere erhvervslivets løbende produktion og dertil knyttede normale (ikke spekulative) transaktioner, herfra stammer begrebet ’forretningsbanker’. Disse udlån skal ses i modsætning til investeringsbankernes udlån, der ofte benyttes til at finansiere spekulative aktiviteter, og gør indlånene usikre.

I fremtidens regulering burde der sondres mellem på den ene side forretningsbanker, hvor indlånene sikres gennem en indskydergaranti, og på den anden side investeringsbanker (som egentlig slet ikke burde hedde ’bank’).

Kravene til en forretningsbank kunne gøres ganske enkle – og med fordel gælde for hele EU:

Ordinære indskud bestemmer, hvor meget banken kan og må låne ud (eller stille garantier for) til ordinære bankkunder – dvs. ikke banklån til finansielle virksomheder.

Alle udlån gives samme risikovægt. Renten på udlånene vil afspejle forskelle i sikkerhedsstillelse. Egenkapital bør udgøre i gennemsnit 15 pct. og som minimum 8 pct. af indlånene. Den skal være placeret i sikre, let omsættelige aktiver, f.eks. i centralbanken, og måske i stats- og realkreditobligationer.

Ingen bank må have en dominerende størrelse, for det begrænser konkurrencen og øger den systemiske risiko unødigt.

Hvis reguleringen tog afsæt i ovenstående fire princippet, så ville det øge gennemsigtigheden, idet reguleringen er enkel, robust og let at kontrollere for Finanstilsynet. Samtidig ville det stille alle forretningsbanker lige og ikke gøre dem afhængige af de internationale kapitalmarkeder.

*) Indlægget er en let redigeret udgave af en kommentar i Information d. 5.9.2013
Jesper Jespersen er professor på RUC

 

 

 

FacebookTwitterDel